Fortsætter kampen mod forfaldne huse

Thisted Kommune er klar med yderligere fire millioner kroner til at rydde op blandt forfaldne og sundhedsfarlige huse

Vestervig er et af de bysamfund, der har haft gavn af at flere dårlige huse er fjernet - her nedrivningen af Klostergade 60 i 2010. 

Arkivfoto: Peter Mørk <i>Peter Mørk</i>

Vestervig er et af de bysamfund, der har haft gavn af at flere dårlige huse er fjernet - her nedrivningen af Klostergade 60 i 2010. Arkivfoto: Peter Mørk Peter Mørk

THY:Frem til udgangen af 2015 skal Thisted Kommune bruge ialt 7,6 millioner kroner i den fortsatte kamp mod de ringeste og ofte også sundhedsfarlige huse i kommunen.

Pengene til den fortsatte indsats mod de forfaldne huse, har indtil videre reduceret deres antal med 132 ejendomme, siden kommune i 2009 vedtog sin ”Handlingsplan for sundhedsfarlige boliger, tomme og forfaldne boliger og bygninger, affald, skrotbiler mv. på private ejendomme”. I løbet af i år ventes yderligere 30 huse fjernet for midler, der er afsat.

- Vi har fået mulighed for at fortsætte, hvor vi allerede er godt i gang. Vi kan glæde os over, at det arbejde, der er udført over de seneste tre og et halvt år, har give resultater - og synlige resultater - mange steder i kommunen med Vestervig som et rigtig godt eksempel på, at det nytter noget af fjerne de dårligste dele af boligmassen, siger Henning Holm (S), formand for kommunens udvalg for miljø og teknik, UMT.

Derfor var det et enigt udvalg som på ugens møde sagde ja til at fortsætte indsatsen mod tomme og forfaldne huse. Og også til at bruge fire millioner kroner som kommunens andel af finansieringen af de ialt 7,6 millioner, der er til formålet frem til udgangen af 2015, de resterende 3,6 millioner er henholdsvis ordinære og ekstraordinære midler fra statens byfornyelsesramme.

- Jeg har al mulig grund til at være tilfreds med, at der fortsat er penge fra staten til at rydde op i de overflødige huse, siger udvalgsformanden.

Strategien er klar

De kommende års udfordringer er til at følge på. I 2012 fraflyttede 448 personer kommunen, men der også blev flyttet internt i kommune, typisk fra land til by.

Det betyder, at men nogle oplandsbyer bliver attraktive, er der andre, som støt og roligt drænes for indbyggere, ligesom der også i det åbne land fortsat kommer boliger, som er overflødige og dermed er i risiko for at gå i forfald.

Nogle af boligerne opkøbes og bliver brugt som udlejningsboliger til ressourcesvage familier.

Kommunens strategi på området at fortsætte nedrivningen af de overflødige boliger, men også at arbejde med områdefornyelse for at sikre, at der ikke blot rives ned i en række lokalsamfund, men også at forholdene for de beboere, der bor der, bliver bedre.

Desuden er det en del af strategien at gå systematisk til værks i et målrettet forsøg på at luge ud blandt de dårlige boliger, der bruges til udlejning.

- Desværre er der spekulanter, der kan se en forretning i at opkøbe dårlige boliger for at leje dem ud og desværre er der også mennesker, som vil leje dem, siger Henning Holm.

Han tilføjer, at spekulanterne bliver dygtigere.

- Men vi er tilsvarende mere årvågne og holder skarpt øje med de boliger, som ikke er tjenlige til beboelse, men har bedst af at blive fjernet.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.