Fortsat fald i bilsalget

Især nedgang i salget af varebiler

Peugeot 207 blev den mest solgte bil i juni.

Peugeot 207 blev den mest solgte bil i juni.

Der er ikke overvældende travlhed hos landets bilforhandlere, som skruer fortsat færre nummerplader på nye biler. I juni blev der således solgt 12,9 procent færre personbiler i forhold til juni sidste år, og dermed fortsætter tendensen fra de seneste måneder, hvor der også var et fald i salget af personbiler. - I de seneste tre måneder har bilsalget været kraftigt påvirket af omlægningen af bilafgifterne, og udviklingen ser desværre ud til at fortsætte. I branchen kan man konstatere, at forbrugerne er langt mere tøvende med at placere ordrer end tidligere, siger adm. direktør hos De Danske Bilimportører, Bent Mikkelsen. - Det er stort set alle typer personbiler, der er ramt af det vigende salg. Også mange af de små personbiler, der ellers er blevet billigere som følge af omlægningen af bilafgifterne. Det bliver spændende at se, om udviklingen vil vende i de kommende måneder, og dermed om Regeringens målsætning bl.a. om reduktion af CO2-emission vil blive nået, siger han. Salget af varebiler er faldet drastisk. Det var i juni 2007 19,4 procent lavere end i juni 2006. Det er især salget af varebiler på mellem 2 og 2,5 tons, som er faldet. I juni måned var salget af disse køretøjer 40,7 procent lavere end i juni 2006. Det mest solgte mærke i juni blev Peugeot med 2521 biler, og den mest solgte model var også en Peugeot, nemlig 207-modellen.