Fortsat fokus på børnepasningsproblemerne]

Børnepasning 12. juni 2003 08:00

DRONNINGLUND: Dronninglund Kommune kunne egentlig godt trænge til endnu en ny daginstitution - ud over det fritidshjem, der nu skal opføres ved Dronninglund Skole, som omtalt andetsteds på denne side. Denne kendsgerning blev på ugens byrådsmøde anskueliggjort af formanden for den socialdemokratiske byrådsgruppe, Peer Thisted, der i forbindelse med en snak om den kommunale pladsgarantipulje noterede sig, at der i de kommunale daginstitutioner p.t. er over 37 børn mere, end institutionerne som udgangspunkt er normeret til. - Det svarer til en hel institution, og nogle vil nok bruge dette tal til at konstatere, at vi i Dronninglund Kommune udnytter vippemodellen til det yderste, sagde S-profilen med henvisning til den vippemodel, der gør det muligt at holde normeringen i en daginstitution uændret, selv om børnetallet skulle fra mellem 95 og 105 procent i forhold til normeringen. Benny E. Karlsen (SF) bemærkede i den forbindelse, at det p.t. er i Hjallerup, at det mest presserende problem er, og det fik formanden for børne- og kulturudvalget, Peter Bandholm (V), til at fastslå, at der fra kommunal side holdes konstant øje med udviklingen dér. - Man skal huske på, at der ofte er tale om udmeldinger til efteråret, men holder tallet sig på det nuværende niveau, skal der ske noget, tilføjede han.]

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...