Lokalpolitik

Fortsat forskel på driften af Ørnevejs gadelamper

TRANUM:På Ørnevej går der tilsyneladende en lige streg mellem nummer 4 og naboen i nummer 5. Stregen markerer en grænse for, hvornår beboerne skal betale for at drive de lampe, der lyser på gaden foran deres huse. Forvirret? Det er du ikke alene om. - Jeg synes, det er lidt mærkeligt, siger Steen Thomsen, beboer i nummer 10. Beboerne fra nummer 1 til 4 betaler ikke for driften af gadelamperne i deres ende af vejen. Det gør tilgengæld beboerne fra nummer 5 til 29. Alligevel gav teknisk udvalg i tirsdags afslag på at betale for driften af de i alt 11 lamper, der oplyser gaden i den sidste del af Ørnevej. 20 år tilbage Historien om stregen, der tilsyneladende deler Ørnevej i to, har sin oprindelse for mere end tyve år siden. - Den sidste del af vejen er en privat udstykning, der først er kommet til senere. Og for 8-10 år siden besluttede politikerne, at man ikke vil betale for driften af gadelamper ved private udstykninger, forklarer Niels Slavensky ingeniør i teknisk forvaltning. Hele Ørnevej er imidlertid en privat fællesvej - også husene fra nummer 1 til 4. - Kommunen overtog driften fra transformatorforeningerne for cirka 20 år siden. Og den ene ende af vejen er et levn fra tiden før kommunen overtog driften. Det er med andre ord gadelys fra tidligere tid, fortæller Niels Slavensky. Steen Thomsen havde også søgt om kommunen ville betale for driften af de 11 gadelamper for cirka fem år siden. Nu har beboeren i nummer 10 endnu en gang fået afslag. - Vi håbede på, at der nu var et nyt politisk flertal, som ville bakke op om ansøgningen. Jeg synes, det er lidt mærkeligt, at vi det er os private, der må betale for driften af gadelamperne, siger han. Det har ikke været muligt at få en kommentar fra formanden for teknisk udvalg, Leif Madsen (UP), da han i disse dage er på studietur med resten af byrådet i Brovst Kommune.