Skattepolitik

Fortsat forvirring om partikelafgift

Ejere af dieselbiler bør holde skarpt øje med opkrævningen af ejerafgift, for der kan godt have listet sig en ekstra udgift på 1000 kroner med på regningen - og det er nødvendigt med en del arbejde at slippe for afgiften, hvis den ikke er berettiget.

Det er bare ikke godt nok, mener en bilejer fra Klarup, og FDM giver ham ret. Problemet ligger i, at der fra 1. april i år skal betales 1000 kroner i årlig afgift, hvis en dieseldrevet bil ikke er udstyret med partikelfilter - og at Skat ikke har fuldt styr på, hvilke biler der har monteret sådan et filter. Derfor kan det ske, at ejere af dieselbiler med partikelfilter alligevel har fået en opkrævning, hvilket blandt andre gælder salgschef Morten Ishøj fra Klarup. Han finder det helt ude i skoven, at Skat ikke allerede har de nødvendige oplysninger og så bare sender en opkrævning, hvorefter man lader det være op til bilejeren at reagere, hvis opkrævningen er forkert: - Alene det er problematisk, for der er jo mange mennesker, der blot betaler, for eksempel over PBS, og ikke får tjekket, om opkrævningen er korrekt, siger Morten Ishøj. Han ejer en BMW, som er udstyret med partikelfilter, og alligevel fik han en opkrævning på afgiften. Da han ville reagere, viste det sig i sidste uge at kræve en større søgning på Skats hjemmeside. Det er dog blevet lettere siden, da der nu er en indgang fra forsiden og let adgang til den blanket, der skal udfyldes: - Når man har gjort det, skal blanketten påtegnes hos forhandleren eller importøren, og jeg opsøgte min forhandler, som ville have 250 kroner for at sætte stempel og dato på blanketten. De skal kun slå registreringsnummeret op i deres database, så prisen er helt hen i vejret. - I stedet kontaktede jeg BMW Danmark, som var mere servicemindede og tilbød at udfylde blanketten uden beregning. Men der er nu nok en del forhandlere, der har fundet sig en god lille ekstraindtjening her, mener Morten Ishøj, som helt generelt mener, at systemet burde være skruet sammen på en mere hensigtsmæssig måde. Det er man helt enig i hos FDM, hvor Torben Kudsk, der er chefkonsulent i organisationens politiske sekretariat, peger på, at Skat hvert år hiver 40 milliarder kroner hjem i afgifter fra bilejerne, hvorfor man burde kunne forvente, at de har mere styr på tingene, end tilfældet er: - Bilejere har i en årrække kunnet få fradrag for monterede partikelfiltre, så Skats system burde kende til alle biler, der har det. Men det reelle er, at man kun har styr på disse ting, når det gælder biler, der er indregistreret i 2008 eller senere. Før da er det mere spredt, hvad der er indberettet, siger Torben Kudsk. Han oplyser, at FDM allerede i forsommeren gjorde opmærksom på problematikken og dels opfordrede bilejerne til at tjekke deres opkrævninger og dels opfordrede Skat til selv at informere mere om ordningen: - Vi kan nu konstatere, at Skat til en vis grad har lyttet til os, men der er slet ikke gjort nok endnu.