Fortsat god fest

AAB:Hvor er det fantastisk, når den nordjyske glæde slippes løs, og det er jo ikke så ofte, det sker. Torsdag aften og nat oplevede vi for alvor glæden og festen, og gud hvor er vi gode til at feste. Til de to sidste hjemmekampe har modstandernes fans sunget: "I synger kun, når I vinder!", og et eller andet sted har de ret (lige bort set fra de fantastiske fans, som står på vesttribunen). Sådan behøver det absolut ikke være! En kvindelig kommentator på TV3 udtalte, at hvis hun var professionel fodboldspiller, ville hun spille i AaB for her er fællesskabet, holdånden og kammeratskabet i særklasse. Hele sæsonen igennem har Friman, Kjær, Werge og de andre, som dækker SAS-Ligaen, snakket om den fantastiske holdpræstation, som alle i og omkring AaB har stået for. Tænk lige hvilken reklame det er for holdet, byen og regionen. Så lad os synge for det! Jeg erkender, at fodboldhysteriet kan tage overhånd og var da heller ikke særlig stolt på byens vegne, da et par tumper udfordrede stadionvagterne på Viborg Stadion for et par uger siden. Når det er sagt, så har alle ude på Hornevej vist, at med positiv indstilling, vilje, talent og godt kammeratskab kan man skabe resultater, som viser resten af Danmark, at Aalborg og Nordjylland er andet end sommerhuse, Jomfru Ane Gade og politikere, som mistænkes for at gøre vennetjenester for det lokale erhvervsliv. Så lad os synge for det! Århus er kendt for smilet, København for en masse andre ting. Lad os heroppe være kendt for grinet, festen, det gode kammeratskab og viljen til at skabe resultater i en positiv ånd. På lørdag er fokus igen på Aalborg, og hvad enten du er på stadion for at hylde Danmarks bedste hold eller i Kilden for at feste til Danmarks største og bedste karneval, så lad os synge så resten af landet kan høre os, og ville ønske de var nordjyder. Tak til Califf, Olesen, Nilsson, Hamrén og alle andre som kom til Aalborg og var nordjyder for en stund. Lad os synge for dem. God fest og kom så bare med United, Real og Inter... vi kan godt.