EMNER

Fortsat hjælp til børn af fulde forældre

Hjørring Kommune forlænger partnerskabsaftale med TUBA frem til 2015. Udvalgsformand er stolt over tilbuddet

Thomas Bjørnlund søgte hjælp hos TUBA, efter han selv stiftede familie. Arkivfoto: Bent Bach

Thomas Bjørnlund søgte hjælp hos TUBA, efter han selv stiftede familie. Arkivfoto: Bent Bach

Der er i omegnen af 2000 børn i Hjørring Kommune, der vokser op i familier med alkoholproblemer. Det vil ofte præge resten af deres liv, men siden 2008 har de haft mulighed for få rådgivning og terapi hos TUBA Danmark, der tilbyder psykolog hjælp til børn og unge mellem 14 og 35 år. Forlænger til 2015 Kommunens Sundhed, Ældre og handicapudvalg har netop besluttet at forlænge aftalen med Tuba frem til 2015 med et årligt tilskud på 300.000 -400.000 kroner. - Det er et rigtigt godt tilbud, og vi er ret stolte af at være blandt de 11 kommuner i landet, der støtter arbejdet i TUBA, siger udvalgsformand Lilli Damsgaard (S). I Hjørring er der i øjeblikket halvanden måneds ventetid og syv på venteliste til at komme i terapi. Men snart starter der også et hold med gruppeterapi, og det kan forhåbentlig gøre ventetiden kortere. Børn, der er vokset i hjem med misbrugsproblemer kan ofte løbe ind i psykiske problemer, manglende selvværd, skyldfølelse og manglende evne til at klare almindelig dagligdags problemer, som følge af omsorgssvigt fra en forælder. Ofte viser problemerne sig først når de bliver voksne og selv stifter familie. Derfor er aldersgrænsen også blevet udvidet til 35 år. Gentager mønstre 31-årige Thomas Bjørnlund fra Hjørring har tidligere i NORDJYSKE fortalt om sine oplevelser med en alkoholiseret far og den hjælp han fik hos Tuba. Thomas søgte først hjælp da han selv havde fået børn. Psykologen fik ham blandt andet til at indse, at han selv gentager mange af de ting, som hans far gjorde mod ham. - Jeg bliver nemt nedladende, og jeg kunne fare op over det mindste. Jeg hævede stemmen og sendte min datter ind på værelset for ingenting, fortæller Thomas Bjørnlund Tuba forsøger at give de unge hjælp til at forstå og håndtere deres følelser, tanker og reaktioner. Mange unge henvender sig til TUBA, fordi de er bekymret over deres følelser, tanker og reaktioner i bestemte situationer. TUBA Hjørring havde sidste år 48 unge i terapi. På landsplan var det 1500 unge. Tuba har også afdelinger i Frederikshavn og Aalborg. Også politikerne i Børne- og Undervisningsudvalget har skullet tage stilling til Hjørring Kommunes aftale med Tuba. Og også her blev det et ja til fortsat støtte.