Fortsat jagt på attentatmand

Politiet frigiver nye billeder

HA-rockeren Brian Sandberg er varetægtsfængslet frem til 31. maj. Foto: Scanpix

HA-rockeren Brian Sandberg er varetægtsfængslet frem til 31. maj. Foto: Scanpix

KØBENHAVN:Politiet frigiver nu nye billeder af den mand, der 29. januar skød mod HA-rockeren Brian Sandberg på juicebar i København. Han ses på gaden med en kammerat. Gerningsmanden til attentatet mod HA-rockeren Brian Sandberg, der den 29. januar blev forsøgt skudt i ryggen gennem en rude på en juicebar i Ny Østergade, er fortsat på fri fod. Derfor frigiver politiet nu nye overvågningsbilleder af manden, som kommer gående på et fortov kort inden skyderiet. Gerningsmanden er tidligere blevet efterlyst med et uskarpt billede, hvor han står med pistolen hævet mod baren, men det har ifølge politiet ikke ført til afgørende oplysninger om hans identitet. - De første billeder gav anonyme henvendelser om tre-fire forskellige personer, men det har ikke ført til gerningsmandens identitet, siger drabschef Ove Dahl. På de nye billeder ses den hueklædte gerningsmand i selskab med en kammerat, som politiet også efterlyser i forbindelse med de to skud, der føg gennem ruden og på mirakuløs vis hverken ramte Sandberg eller andre gæster. Skyderiet formodes at være endnu et kapitel i den langvarige konflikt mellem rockergrupper og kriminelle med indvandrerbaggrund i København. /ritzau/