Fortsat kamp

Libyen 25. oktober 2011 06:00

LIBYEN: Med en hævngerrig pøbels likvidering af Muammar Gaddafi er personificeringen af det selvstændige Libyen borte. Karakteristisk for den ensidige krigsdækning vistes den døende og døde Gaddafi, mens man i syv måneder ikke har fremvist ofrene for Natos "beskyttelse af civile". Nu overtager vestlige firmaer Libyens økonomi, mens Vestens regeringsledere igen fabler om demokrati og genopbygning, som i Irak og Afghanistan totalt er mislykkedes. Vesten ønsker et stabilt marionetstyre i Libyen, demokratisk eller ej, så man problemfrit kan sluge landets olie, hvormed Gaddafi i øvrigt gjorde Libyen til Afrikas rigeste land og i verdens bedste tredjedel. I 1931 fangede og hængte de italienske besættelsestropper Omar Mukhtar, der stod i spidsen for den libyske modstandskamp. Det stoppede dog ikke libyernes kamp mod den italienske kolonialisme og dens libyske håndlangere. Uanset at Gaddafi er væk, vil kampen mod Vestens genkolonisering af Libyen fortsætte, blive langvarig, men til sidst ende med sejr.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...