Fortsat kaos om kunstig befrugtning

Intet flertal for at splitte regeringens forslag op i to - den kaotiske tradition på området består

KØBENHAVN:I dag afgøres fremtiden for enlige og lesbiske, der ønsker at få børn ved hjælp af kunstig befrugtning. Forud for dagens tredjebehandling forsøgte regeringen i går at splitte lovforslaget op i to, så det kontroversielle punkt om enlige og lesbiskes ret til kunstig befrugtning på det offentliges regning blev skilt fra det oprindelige forslag, som der er bred enighed om. Men den går ikke. - Vi har en praksis i Folketinget om ikke at dele lovforslag ved tredjebehandlingen. Det ville være lovsjusk, hvis man gjorde det, og et bredt flertal i Folketingets Udvalg for Forretningsorden har fastholdt den eksisterende praksis, sagde Svend Auken, der er næstformand i udvalget. Dermed er der ingen vej uden om. Lovforslaget behandles samlet i dag. Men Dansk Folkeparti, De Konservative og dele af Venstre vil til det sidste forsøge at forhindre enlige og lesbiske i at blive kunstigt befrugtet på det offentliges regning, sådan som oppositionen fik det vedtaget i sidste uge. Størst er spændingen om det ændringsforslag, Venstres sundhedsordfører Jørgen Winther fremsatte i går. Det vil begrænse behandlingen af enlige og lesbiske til privathospitaler med brugerbetaling. Marginaler afgørende - Det ser ud til, at det er marginaler, der afgør, om det bliver vedtaget, sagde Birthe Skaarup (DF), der er formand for Sundhedsudvalget. Hvordan sagen ender, turde politikerne ikke give et bud på i går. - De enlige og lesbiske bliver nødt til at slå koldt vand i blodet, for ingen ved, hvordan situationen ser ud, før fredagen er omme, sagde Lone Møller (S). Alle håber på, at netop deres forslag kan samle flertal, men belært af, hvordan det tidligere er gået, når Folketinget har behandlet det etisk ømtålige emne, tør ingen begive sig af med skråsikre bud. Da Folketinget i 2000 reviderede den oprindelige lov, skete det således under et kaotisk forløb meget lig det nuværende. Dengang endte andenbehandlingen med hele 33 ændringsforslag og vild forvirring i Folketingssalen. - Jeg har prøvet den her situation op til flere gange. Det er utroligt, at vi ikke kan behandle emnet med værdighed og respekt, men det er åbenbart ikke muligt, heller ikke i år 2006, sagde Lone Møller efter mødet i Sundhedsudvalget i går.