Fortsat nedtur for Thisted

Det er over et halvt år siden, man i Thisted senest har kunnet juble over en hjemmesejr i 1. division i fodbold.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Næstved - i grønne trøjer - havde godt fat i Thisted FC. Gæsterne fra Sjælland vandt kampen 3-0, og dermed fortsatte Thisteds nedtur på hjemmebane i dette fodboldforår. Foto: Diana Holm

Og den periode blev forlænget, da man heller ikke formåede at besejre forårets svageste hold i 1. division, Næstved. Sjællænderne kom til Thy med nederlag i syv af deres otte kampe i år - men tog ikke desto mindre sejren 3-0. Dermed nåede Thisted op på fem hjemmekampe på stribe uden sejr. Kun en 1-1 kamp mod Brabrand har givet udbytte, så Thisteds trøst må være, at de trods alt har vundet tre gange på udebane. Men nu har Thisted kun fem point til en nedrykningsplads, og må i høj grad til at finde den rette attitude frem igen i de sidste fem kampe. Næstveds Ronnie Bendtsen fik et kanontræf til bolden, og scorede fra 25 meter i første halvleg, mens brasilianske Garcia fra kanten af straffesparkfeltet øgede til 2-0 efter pausen, hvorpå Rasmus Mathiesen satte panden til et indlæg 10 minutter før tid og gjorde det til 3-0. Thisteds Mojo Kingsley fik direkte rødt kort allerede inden pausen for en hård fældning af gæsternes Lasse Nielsen.