Fortsat op ad bakke for Jetsmark

Et hav af chancer udløste kun ét mål og ét point i bundkamp

Fodbold 29. september 2002 08:00

Birkerød Jetsmark IF 1-1 Fodbold, 2. division BIRKERØD: Jublen udeblev totalt på Birkerød Stadion, da ingen af de to bundhold formåede at sikre sig en ellers meget vital sejr, og især i Jetsmark-lejren var der forståelig skuffelse. - Vi fik ved at sadle om til en mere offensiv spillestil produceret et hav af chancer, men især Kent Hangaard var decideret uheldig med flere afslutninger, der var meget, meget tæt på endelig at give os en sejr som divisionsklub, lød det fra Jetsmark-træner Karsten Kær. Han måtte undvære fire rutinerede spillere i sin trup, men erstatningerne kløede på med krum hals i Birkerød, og det var ganske retfærdigt, at Henrik Steffensen midtvejs i første halvleg kunne stige til vejrs og heade et hjørnespark fra Claus Vestergaard i nettet. To gange i første halvleg måtte hjemmeholdet redde nærgående forsøg fra Jetsmark på mållinjen, men i stedet for en større nordjysk pauseføring fik Birkerød udlignet kort før pausen, da Kasper De Fries fik prikket bolden over stregen, selv om Kim Nielsen i Jetsmark-målet havde hænderne på. To gange i anden halvleg lignede det endelig en scoring af Kent Hangaard for Jetsmark, men i begge situationer fik hjemmeholdets målmand mirakuløst reddet, og da nordjyden i dommerens overtid slap helt fri, tabte han et skridt og blev tacklet i skudøjeblikket. Kampen endte i tumult, da Jetsmark-keeper Kim Nielsen fik en spytklat i ansigtet, men dommeren valgte at overse episoden, og der faldt ingen kort. - Det var meget positivt, at vi formåede at skabe så mange chancer, men med blot et point i en bundkamp er det klart, at vi får en sæson meget op ad bakke, siger Karsten Kær. Kampfakta: Pausestilling: 1-1 Mål: 22. minut, 0-1 Henrik Steffensen, 42. minut, 1-1 Kasper De Fries. Holdopstilling: Jetsmark (4-4-2): Kim Nielsen - Morten Hüttel, Anders Sørensen, Jan Steffensen, Henrik Steffensen, Christian Bjerg (65. min. Thomas Bach), Christian Andersen (65. min. Jens Holt), Thomas Bagger, Claus Vestergaard, Søren Møller (75. min. Kasper Bræmer), Kent Hangaard. Advarsler: Birkerød to, Jetsmark to (Anders Sørensen og Christian Bjerg) Tilskuere: 154

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...