Fortsat stigende huspriser, men grænsen er nået

KØBENHAVN:Der er fortsat fuld damp på kedlerne på boligmarkedet i de større byer. Og trykket er nu så stort, at selv garvede ejendomsmæglere begynder at løfte øjenbrynene. Ejendomsmæglerkæden Home har opgjort kædens realiserede salgspriser i landets større byer i 1. kvartal 2005. Og priserne stiger som aldrig før. I Københavns Kommune er gennemsnitsprisen for en villa 2,8 millioner mod 2,25 millioner kroner i 1. kvt. 2004. For ejerlejligheder er gennemsnitsprisen 2 millioner mod knap 1,5 millioner kroner sidste år. - Det kan ikke blive ved med at stige. Fortsætter de her takter, vil der ikke længere være sammenhæng mellem husenes værdi og det, de handles til. Så vil vi nærme os en boble. Men der er et stykke vej endnu. Den danske økonomi er sund, og kigger vi på prisudviklingen i udlandet, så er priserne steget mere der. Så der er luft endnu, siger Homes-kædens kommunikationschef Preben Merrild Angelo. /ritzau/