EMNER

Fortsat strejke på Vestas' vingefabrik

København, søndag /ritzau/ Alle godt og vel 300 timelønnede medarbejdere på Vestas' vingefabrik i Lem mellem Ringkøbing og Skjern bakker nu op om den strejke, der blev indledt fredag, skriver Dagbladet Ringkøbing-Skjerns netavis. Koordinerende tillidsmand på Vestas Blades, Lisbeth Jensen, oplyser til netavisen, at samtlige ansatte på aftenholdet lørdag og dagholdet søndag har valgt at indstille arbejdet og gå hjem. Medarbejderne møder til normal tid søndag aften og mandag morgen og afgør, om de vil fortsætte strejken. Arbejdsnedlæggelsen sker i frustration over et nyt lønsystem, der har resulteret i, at de ansatte siden årsskiftet har fået lønsedler, der er uforståelige og fulde af fejl. Ifølge fabrikschef Torben Thing Madsen arbejdes der med at få problemet løst. Mandag holdes et orienteringsmøde om det nye lønsystem. Mødet var planlagt inden arbejdsnedlæggelsen. /ritzau/