Fortsat tvang?

2.7. kritiserer min gamle underviser fra universitetet, Mogens Ove Madsen (M.O.M.), i skarpe vendinger mit indlæg "På kanten"

30.6. om fagforeningstvang i Danmark. I indlægget går M.O.M. så vidt som til at kalde Kristelig Fagbevægelse og Danmarks Frie Fagforening for "snylter-organisationer, som blot lægger sig i kølvandet på de resultater rigtige fagforeninger opnår". Mig bekendt har LO fagforeningerne og A-kasserne under LO ikke patent på at arbejde for bedre vilkår på det danske arbejdsmarked. Hvad enten man er "rød" eller "gul", så er det jo den samme lovgivning, man skal følge, og det tror jeg såmænd også godt M.O.M. er klar over. Samtidig puster M.O.M. fornyet liv i en af de mest sejlivede myter, nemlig den, at det kun er LO-fagforeninger der er i stand til at føre og vinde faglige sager. Må jeg ikke bare minde om, at f.eks. Kristelig Fagbevægelse hvert eneste år skaffer medlemmerne mere end 200 mio.kr. i erstatning i forskellige faglige sager. Det svarer til mere end 150 kr. for hver 100 kr., der bliver betalt i kontingent. I stedet for blot at tilsvine organisationer og enkeltpersoner, som ikke er forankret i samme forstenede ideologiske tankesæt som M.O.M. og LO, så savner jeg i høj grad, at M.O.M. havde brugt spaltepladsen på at forklare sig i forhold til det helt centrale, nemlig hvordan man i dagens Danmark kan forsvare at det enkelte menneske skal tvinges ind i bestemte foreninger og dermed frarøves deres grundlovssikrede ret til selv at vælge til eller fra. Denne helt centrale problemstilling forbigår M.O.M. med larmende tavshed i indlægget. Med hensyn til "virkeligheden", som M.O.M. skriver om, så mener jeg bestemt at jeg forholder mig til virkeligheden, og i denne sammenhæng er virkeligheden blandt andet, at LO fagforeningerne taber medlemmer i tusindvis i disse år, medens f.eks. Kristelig Fagbevægelse har oplevet en enorm medlemsfremgang indenfor de seneste 10-15 år.