EMNER

Fortsat tvivl om Løkkepose

Amtet må leve i økonomisk usikkerhed - minister kræver redegørelser

Mere end tre måneder efter nytår ved Nordjyllands Amt stadig ikke, hvad det endelige udbytte bliver af den såkaldte Løkkepose - altså regeringens ekstra millioner til behandling på landets sygehuse. Amtet har fået 89 millioner kroner, men måske skal nogle af pengene betales tilbage. Det kommer an på den endelige opgørelse, og den trækker ud. - Vi skulle have haft besked inden påske, men i stedet blev vi forleden afkrævet endnu en redegørelse. For nylig blev vi bedt om at gøre rede for udviklingen på fem udvalgte afdelinger. Jeg opfatter det som en mistænkeliggørelse fra ministerens side, siger Karl Bornhøft (SF), formand for amtets sundhedsudvalg, der i går skulle gøre status over Løkkeposen (som i det officielle sprog hedder Baseline) for 2003. Men nogen endelig status blev det altså ikke til endnu, trods masser af arbejde med registrering: - Vi har aldrig tidligere brugt så mange mandetimer på registrering og kontrol. Alligevel bliver vi bedt om endnu flere opgørelser - det er arbejdsbetingelser så urimelige, at jeg ikke kan forstå, hvorfor amtsrådsmedlemmerne finder sig i det. Sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen sjakrer med tallene, og vi hænger på ministerens nåde. Det er altså ikke et demokrati værdigt, mener Karl Bornhøft. Med forbehold for de fortsatte redegørelser og beregninger ser det ud til, at amtet har brugt mellem 80 og 83 af de 89 millioner kroner i 2003.