Fortsat usikkerhed om olieprisen

EMNER 4. januar 2003 07:00

København, fredag /ritzau/ Grafik er udsendt ----------------------- Olieanalytikerne er ikke enige om, hvorvidt olieprisen har nået toppen for denne gang. På Brent-markedet i London kostede en tønde råolie til levering i februar fredag 29,82 dollar og var dermed faldet til lige under den magiske 30-dollargrænse. Chefanalytiker fra Henton Børsmæglerselskab John Yde mener, at toppen er ved at være nået. - Oliemarkedet har tillid til, at de olieproducerende landes organisation, OPEC, vil skrue op for hanerne og kompensere for den manglende olie på verdensmarkedet, siger John Yde. Men i Danske Bank mener olieanalytiker Arne Lohmann Rasmussen, at olieprisen sandsynligvis ikke har nået toppen endnu. - Hvis vi får en Irak-krig, samtidig med at konflikten i Venezuela ikke er løst, vil det blive svært for OPEC at kompensere fuldt ud for den manglende olie fra både Irak og Venezuela, og det vil igen få prisen til at stige, siger Arne Lohmann Rasmussen. Han peger på, at OPEC ikke fra dag til dag kan skrue op for oliehanerne, men at det vil tage omkring en måned at øge produktionen med de 3,5 millioner tønder mere om dagen, som OPEC-landene har kapacitet til. Gennem den seneste måned har Venezuela været ramt af generalstrejke med det formål at få landets venstreorienterede præsident, Hugo Chavez, til at gå af eller udskrive valg i utide, hvilket han blankt har afvist. Venezuela er verdens femtestørste olieeksportør og får halvdelen af sine indtægter fra olieindustrien. Strejken har lammet olieproduktionen i det statslige olieselskab, der har skåret ned fra tre millioner tønder dagligt til nu kun 700.000 tønder. Konflikten i Venezuela synes at være i hårdknude, og bryder Irak-krigen ud, må verdensmarkedet også undvære olie fra de irakiske kilder. USA's præsident, George W. Bush, sagde under et besøg fredag på den amerikanske hærs største kaserne, Fort Hood i Texas, at for den irakiske præsident, Saddam Hussein, er "regnskabets time" på vej. Foreløbig har basens 75.000 soldater ikke fået afskibningsordre, men nogle amerikanske iagttagere ser præsidentens besøg som endnu et fingerpeg om, at et Irak-angreb kan komme i løbet af vinteren. Samtidig har de amerikanske olielagre vist et markant fald, og verden vil efter Arne Lohmann Rasmussens vurdering kunne komme ud i en situation, hvor der er mangel på olie. Chefanalytiker John Yde ser dog faldende oliepriser i sin krystalkugle. Selv om oliesheikerne i øjeblikket ser bankbogen vokse sig tyk og fed på grund af de høje oliepriser, skærer de også den gren over, de selv sidder på. - I baggrunden lurer frygten for den svage vækst i verdensøkonomien, og får den endnu et dyk nedad, vil efterspørgslen dale, og oliepriserne vil for alvor falde. Det er olielandene ikke interesseret i. Derfor tror jeg, at produktionen vil blive øget, og at olieprisen lidt ude i horisonten vil lande på mellem 26 og 27 dollar, siger John Yde. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...