Fortuna-anfører faldt om på banen

Indlagt i Vejle med hjernerystelse

VEJLE:En grim oplevelse i flere tempi kastede en mørk skygge over Fortunas 2-1 sejr på udebane over Vejle i kvindernes elitedivision i fodbold. I overtiden gik Hjørring-holdets 36-årige australske anfører Alison Forman i græsset, da hun i en luftduel blev ramt i hovedet af en modspillers nakke. - Alison Forman er en sej type og kom hurtigt på højkant igen, beretter Fortuna-manager Jon Robert Larsen. - Spillet blev genoptaget med et dommerkast, men hun virkede noget omtumlet og fik kort efter det gule kort for at fælde en modstander. Kampen blev herefter fløjtet af, men på vej ud af banen faldt hun om, tilsyneladende som en eftervirkning af det slag, hun havde fået, da hun forsøgte at heade bolden væk. - En overgang virkede Alison Forman til at være bevidstløs, men heldigvis fik hun hurtigt førstehjælp af en læge blandt publikum og kom nogenlunde til hægterne, inden ambulancen ankom. Alison Forman blev indlagt på sygehuset i Vejle til observation for hjernerystelse, og mens alle i Fortuna-lejren krydser fingre for snarlig bedring, har man indstillet sig på, at hun næppe bliver klar til sæsonens foreløbige højdepunkt, pokalfinalen på fredag mod Brøndby på Aalborg Stadion. - En hjernerystelse overvindes normalt ikke så hurtigt, og vi er begyndt at spejde efter en afløser, siger John Robert Larsen, der peger på tre kvalificerede emner på andetholdet - Birgit Christensen, Christina Bonde og Kamilla Rosenfalck. Fortunas næste elitedivisionskamp på søndag hjemme mod Team Viborg bliver med sikkerhed uden Alison Forman, idet søndagens advarsel udløser karantæne i den sammenhæng.