Fortuna-anfører med flere bolde i luften

HJØRRING: 36-årige Alison Forman skal i den kommende sæson forsøge at holde flere bolde i luften hos fodboldklubben Fortuna Hjørring. Den rutinerede australier skal nemlig ikke længere bare passe tjansen som anfører eller som højt skattet international sekretær på klubbens kontor. Fra næste sæson skal hun desuden fungere som sportschef i samarbejde med endnu en Fortuna-kæmpe, 32-årige Anne Mette Christensen. Sammenlagt repræsenterer de tæt på 600 divisionskampe for Fortuna Hjørring, så det er ikke erfaring, de kommer til at mangle i jobbet, hvor de afløser to tidligere førsteholdsprofiler, Lene Filholm og Lene Madsen. I rollen sportschefer får de ansvaret for at indgå spilleraftaler og i det hele taget holde et vågent øje med spilletruppen. Det får især Alison Forman, der kunne være mor til flere af de yngste spillere i vendelboernes divisionstrup, med sin daglige gang i klubben ikke svært ved. Derimod gik Anne Mette Christensen på fodboldpension efter 316 kampe i den grønne trøje, da den seneste sæson sluttede.OM