Fodbold

Fortuna: Det er bittert at miste så god en spiller

HJØRRING:I Fortuna Hjørring ærgrer manager John Robert Larsen sig over udsigten til at miste en af klubbens største profiler midt i en sæson, hvor vendelboerne satser hårdt på at bryde Brøndbys årelange mesterskabsdominans. Helt til det sidste forsøgte Fortuna Hjørring at overtale Johanna Rasmussen til at blive i Vendsyssel. - Det er bittert at skulle sige farvel til hende, men der er ikke noget at gøre ved det. Vi har givet hende et kanontilbud, men det er tydeligt, at hun ikke er gået efter pengene. Hun havde besluttet sig for at tage imod Umeås tilbud. Hun er og har været en nøglespiller for os, og jeg tror ikke, jeg fornærmer nogen ved at sige, at hun er vores bedste spiller, siger John Robert Larsen. Johanna Rasmussens afsked med Fortuna falder sammen med, at den tidligere landsholdsspiller Flemming Nielsen overtager cheftrænerposten i klubben efter norske Odd Einar Fossum. Nu skal han og Fortuna-ledelsen finde ud af, om der skal indledes en jagt på en erstatning for den 24-årige landsholdsspiller, eller om klubben kan finde hendes afløser internt i truppen, hvor en spiller som 21-årige Kristine Pedersen på det seneste med stor succes har afløst Johanna Rasmussen, der plages af en betændt slimsæk i anklen. - Vi har en hel vinterpause til at se os omkring, og det kan godt være, vi vil lede efter en afløser for Johanna Rasmussen. Men det bliver ikke let, for der går ikke mange af hendes slags på dusinet, noterer Fortuna-manageren.OM