Fortuna hårdt ramt af skader

HJØRRING: Fortuna Hjørring er hårdt ramt af skader forud for dagens udekamp mod Skovbakken. Camilla Mogensen har længe siddet udenfor med en ankelskade, og den tidligere OB'er bliver heller ikke klar til denne spillerunde. Også klubbens nyeste angrebsvåben, den lynhurtige nigerianer Chichi Igbo, er blevet føjet til skadeslisten, men værst er det næsten, at klubbens midtbanemotor, landsholdsspilleren Mariann G. Knudsen, også er bænket med en ankelskade, som hun pådrog sig, da vendelboerne i sidste spillerunde slog Skovlunde 3-1. - Hun har faktisk sagt, at hun er klar til at spille, men Line (Brix Kjelgaard, klubbens fysioterapeut, red.) har sagt nej, og det må vi nødvendigvis respektere, oplyser Kenneth Kjærsgaard, assistenttræner i Hjørring-klubben. De mange skader åbner op for endnu et kortvarigt comeback til en af klubbens mest skattede spillere gennem tiderne. Den tidligere anfører Birgit Christensen har efter stærke præstationer på klubbens andethold i Danmarksserien sagt ja til at træde til, og det er sandsynligt, at hun indgår i startformationen mod et Skovbakken-mandskab, som efter et opsigtsvækkende premierenederlag til Skovlunde er tilbage på vinderkurs efter sejre over Team Viborg og OB. Cheftræner Eli Landsem har desuden udtaget Stinne Bodholdt, der er kommet til Hjørring fra Horsens før denne sæson. - Det er nu, vi skal vise, at vores trup er bred. Som den selvfølgelig skal være, hvis vi mener det alvorligt, når vi siger, at vi både vil vinde mesterskabet og ud at spille europæiske kampe, noterer Kenneth Kjærsgaard før opgøret mod Århus-mandskabet, som for bare få år siden var Fortunas værste rivaler, men som før denne sæson har sagt farvel til to profiler i Anne Dot Eggers og Mette Konge, som begge rykkede til Brøndby. - Skovbakken har egentlig ikke spillet ret godt, og for os er kravet klart. Vi skal vinde for at holde trit med Brøndby, men det kræver, at vi kommer op i et andet gear, end tilfældet var mod Skovlunde, fastslår Kenneth Kjærsgaard. OM