Fortuna henter ny australier

Topholdet i kvindernes 3F Liga i fodbold, Fortuna Hjørring, har skrevet kontrakt med den 23-årige australske midtbanespiller Lauren Colthorpe.

Den nye fortuna-spiller er noteret for 16 kampe hos The Mathildas - det australske landshold. - Kontrakten blev underskrevet i aller sidste øjeblik, inden transfervinduet lukkede, fortæller manager i Fortuna Hjørring, John Robert Larsen. Lauren Colthorpe er defensiv midtbanespiller og har i sin landsholdskarriere scoret to mål. Det ene var på hovedstød i kvartfinalen ved VM i 2007, hvor hun udlignede til 2-2 mod Brasilien, der dog vandt kampen med 3-2. - Alene den kendsgerning, at hun er i stand til at spille sig til en plads på det stærke australske landshold, siger en del om hendes kvaliteter, mener John Robert Larsen.