Fortuna kom flyvende fra start

De danske mestre i kvindefodbold knuste ynkelige moldavere

Fodbold 26. september 2002 08:00

Fortuna Hjørring FC Codru Anenii 5-0 Fodbold, UEFA Women's Cup, gruppe 6 MOGILEV: Fortuna Hjørrings danske mestre i kvindefodbold fik en flyvende start på Europa Cup-turneringen UEFA Women's Cup, da holdet på Spartak Stadian i den hviderussiske by Mogilev knuste de moldaviske mestre fra FC Codru Anenii med 5-0 efter en pauseføring på 3-0. Dermed levede vendelboerne fuldt ud op til favoritværdigheden i gruppespillet, hvorfra kun vinderen kvalificerer sig til forårets kvartfinaler. Det moldaviske mesterhold gjorde ellers alt, hvad de kunne for at spolere alt, hvad der kunne ligne optræk til organiseret fodbold. FC Codru-spillerne kastede sig klynkende til jorden hver eneste gang, der var skyggen af en skuldertackling i nærheden, og et stykke hen ad vejen fik moldaverne lov til at føre taktikken ud i livet af en svag kvindelig dommer fra Slovakiet, som var tæt på at fløjte kampen i stykker med en nærmest uendelig række af frisparks-kendelser. Vendelboerne havde dog is nok i både blod og maver til ikke at lade sig gå på at en voksende irritation, og det danske mesterhold var samtidig både så taktisk og spillemæssigt overlegen, at selv ikke de destruktive moldavere kunne forhindre fem danske scoringer. Hos Fortuna var det bemærkelsesværdigt, at cheftræner Steen Refsgaard havde valgt at gå væk fra klubbens næsten fastlåste 3-5-2 formation for i stedet at satse på en 3-4-2-1 opstilling, hvor landsholdsspilleren Christina Bonde og May Christensen begge lå på den offensive midtbane lige bag først unge Johanna Rasmussen og dernæst Lene Madsen helt i front. - Jeg har i et stykke tid diskuteret med min assistent-træner Jacob Nørgaard, om vi ikke på den måde kunne få mere ud af May Christensens offensive kvaliteter i stedet for som tidligere at benytte hende som decideret kantspiller. Den taktik havde vi succes med, noterede Steen Refsgaard efter kampen, hvor han oven i købet kunne glæde sig over, at den tidligere B52-topscorer selv kom på måltavlen, da hun et kvarter før tid slog 5-0 sejren fast med en herlig firsttimer på et hårdt, fladt indlæg fra højrekanten. Efter kampen uddelte Fortuna-træneren roser til hele holdet for en helstøbt og koncentreret indsats, hvor han med tre udskiftninger undervejs oven i købet benyttede muligheden for at få så mange spillere som muligt i gang i den europæiske turnering, hvor de danske mestre satser voldsomt på at få succes. I går fik Hjørring-klubben en perfekt start på en lidt billig baggrund mod et moldavisk mandskab, som helt tydeligt var mere opsat på at spolere spillet for Fortuna-mandskabet end spille sin egen chance. Fortuna Hjørrings næste opgør i turneringen er i morgen eftermiddag, hvor modstanderen er de islandske mestre fra Breidablik. Kampfakta: Pausestilling: 3-0 Mål: 1-0 Christina Bonde (11. minut), 2-0 Johanna Rasmussen (39. minut), 3-0 Ciara McCormack (45. minut), 4-0 Mariann G. Knudsen (72. minut), 5-0 May Christensen (76. minut). Fortuna, 3-4-2-1: Dorthe Larsen (82. min. Susanne Graversen) - Hanne Sand, Anne Mette Christensen, Stacey Peterson - Birgit Christensen (46. min. Mariann Knudsen), Alison Forman, Sharon Blach, Ciara Mccormack - May Christensen, Christina Bonde - Johanna Rasmussen (58. min Lene Madsen) Tilskuere: 300 på Spartak Stadion i Mogilev

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...