Fortuna manglede rutinen

Damejuniordivision VENDSYSSEL:Fortuna Hjørring var stillet over for en svær opgave med kampen mod B52, lørdag, men lagde meget hårdt ud med et godt forsøg på mål efter bare et minut. Den manglende rutine hos nogen spillere blev dog en væsentlig faktor for slutresultatet. Fortuna Hjørring-B52/Aalborg 3-4 (1-1) Mål:1-1 Monika Lodbjerg, 2-4 Julie Mølgaard, 3-4 Sanne Brasholt Ret hurtigt blev der lagt et solidt pres på de ellers stærke Aalborg-spillere, og Fortunamandskabet stod ganske fornuftigt på banen. Desværre kunne det ikke forhindre et pludseligt kontra til B52, med følgende scoring. Men Fortuna fortsatte deres stærke spil, og to minutter efter kunne et flot træk af Monika Lodbjerg føre til udligning. Efter pausen kunne hjemmeholdet ikke rigtig følge med, og på bare otte minutter scorede gæsterne yderligere tre mål, hvilket rystede Fortuna-spillerne. Efterhånden kom de dog tilbage i kampen, og reducerede i det 52. minut, hvorefter presset blev øget en ekstra tand. Det førte til endnu en reducering, og havde holdet haft den fornødne rutine, var der ingen tvivl om at en udligning, og måske endda et sejrsmål var blevet en realitet. Holdleder Carsten Isaksen er sikker på, at den relativt uerfarne trup nok skal komme frem med gode resultater. MSvaneborg