Fortuna nøjes med 17 spillere

Fodbold 4. april 2003 08:00
HJØRRING: Selv om UEFA-reglerne giver lov til at udtage 18 spillere, så nøjes Fortuna Hjørrings cheftræner Steen Refsgaard med en trup på 17 spillere til lørdagens storkamp mod Arsenal Ladies FC. - Der er ikke umiddelbart en spiller, der har gjort sig fortjent til plads nummer 18, konstaterer han nøgternt. Steen Refsgaard er overbevist om, at han blandt de 17 spillere har materialet til at skaffe vendelboerne et godt udgangspunkt før returopgøret i London 27. april. - Vi vil spille offensiv og positiv fodbold alene af den grund, at det er det, vi er bedst til, garanterer cheftræneren, som håber, at presfodbold fra første fløjt er opskriften på at knække et Arsenal-mandskab, som forventet vil koncentrere sig om de defensive dyder. Derfor tyder alt også på, at Steen Refsgaard holder fast ved den 3-5-2 formation, som vendelboerne normalt praktiserer. Til gengæld er der til det sidste tvivl om vendelboernes endelige startopstilling. Defensivt tegner alt til, at målvogter Dorthe Larsen får en tre-kæde bestående af Hanne Sand, Anne Mette Christensen og Stacey Peterson til at ligge foran sig. I front ser det også ud til, at angriberne Lene Madsen og Janne Madsen er sikre valg fra start. Dermed er det på midtbanen, at Steen Refsgaard fortsat har sine overvejelser om, hvordan han skal blande kortene. De to bølgebrydere, australske Alison Forman og anfører Birgit Christensen, er svære at komme uden om. Heller ikke landsholdsspilleren Christina Bonde bør være et emne for diskussion, selv om hun i øjeblikket plages af en generende tåskade på højre fod. Dermed er det pladserne på de to kanter, som holdes åbne helt til det sidste. På venstrekanten ligner australieren Sharon Black det oplagte valg på bekostning af stortalentet Johanna Rasmussen, som først i 11. time er meldt klar efter længerevarende knæproblemer. På højrekanten er der derimod større tvivl om, hvorvidt Steen Refsgaard vælger at satse på A-landsholdsspilleren May Krogh Christensen eller den kun 18-årige Mariann G. Knudsen, som netop er vendt hjem fra en træningssamling med U19-landsholdet med masser af plusser i karakterbogen. Den endelige beslutning træffer Steen Refsgaard først efter dagens afsluttende eftermiddagstræning på Hjørring Stadion.OM
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...