Fortuna og HI med i projektet

Lokale foreninger får en vigtig rolle i fodboldklasse.

Fortuna og HI skal være med til at køre Fodboldklassen på Holmegårdskolen bl.a. ved at lægge baner til og assistere klassen med trænere til den træning, de unge elever har i deres skoleskema om formiddagen. Begge klubber var ikke i tvivl om, at de gerne ville være med. - Vi synes, det er en rigtig god idé, og vi vil gerne være med til at bakke op om ungdomsfodbold her i området, så vi kan fastholde nogle flere i fodbold. Det er vigtigt, at de har en interesse. Vi vil gerne lægge baner og klubhus til og hjælpe med formidling af klassen til vores medlemmer, siger sportslig koordinator i HI Fodbold Ungdom, Peter Klitt. I Fortuna var man heller ikke i tvivl om, at man gerne ville være med. - Vi synes, det er alle tiders idé, siger Fortunas manager, John Robert Larsen, der forudser, at det bliver et rigtigt godt tilbud for de unge mennesker. - Det er simpelt hen ideelt for dem, der gerne vil noget indenfor sport. På sigt kan vi udvide med andre sportsgrene, det behøver ikke være fodbold det hele. Hvis det først kommer i gang, så tror jeg, det vil slå igennem, siger John Robert Larsen. Fortuna ser frem til at udlåne nogle af klubbens fuldtidsansatte trænere til Fodboldklassen, og samtidig regner klubben med at kunne hjælpe med forskellige events, fodboldtalenterne kan deltage i. Også HI regner med at kunne stille med trænerhjælp. - Jeg tror, det bliver spændende for eleverne i klassen. Det er altid spændende at gå i dybden med noget, og mange af spillerne i den alder har næsten ikke andet i hovedet end fodbold, så det vil være et scoop for dem, siger Peter Klitt. Hvor stor interessen vil være for Fodboldklassen her i begyndelsen vil vise sig: - Det skulle være mærkeligt, om man ikke kan oprette sådan et spor. Der er mange dygtige spillere rundt omkring i klubberne, der bruger meget tid på at træne, siger Peter Klitt. - Det er meget svært at sige noget præcist om interessen, men vi har selv nogle meget talentfulde spillere. Jeg er sikker på, at dem, der har evnerne og interessen, vil søge sådan en klasse, siger John Robert Larsen, der tror på, at Fodboldklassen vil være med til at højne fodboldstandarden i Hjørring generelt set, hvis man kan beholde de unge talenter i byen.