Fortuna uden træner

HJØRRING:Fortuna Hjørring står uden cheftræner 14 dage før forberedelserne til næste sæson starter. Torsdag aften blev klubben enig med den hidtidige træner, Steen Refsgaard, om, at han med øjeblikkelig virkning fratræder posten som træner for klubbens Elitedivisionshold. Steen Refsgaard havde ellers kontrakt til udgangen af indeværende år. - Spillerne i førsteholdstruppen har udtrykt, at de ikke længere har tillid til Steen Refsgaard som cheftræner. Med en ny sæson lige for døren har både Fortuna og Steen Refsgaard vurderet, at et trænerskift vil være bedst for begge parter, hedder det i en pressemeddelelse fra klubben. Steen Refsgaard vil i stedet arbejde på fuld tid som lærer på Nordjyllands Idrætshøjskole i Brønderslev, hvor han hidtil har arbejdet halvtids sideløbende med træner-jobbet i Fortuna Hjørring.