Fodbold

Fortuna vandt i Schweiz

Fortuna Hjørring tæt på avancement i Champions League efter en 3-0 sejr ude over Young Boys Bern

Leena Khamis i grønt er sammen med landsmanden Kim Carroll sikret et halvt år mere i Fortuna Hjørring
Arkivfoto: Bente Poder

Leena Khamis i grønt er sammen med landsmanden Kim Carroll sikret et halvt år mere i Fortuna Hjørring Arkivfoto: Bente Poder

Fortunas fodboldkvinder er tæt på at spille sig videre i Champions League, efter at vendelboerne onsdag aften vandt stensikkert med 3-0 ude over Young Boys Bern. Kampen igennem var Fortuna det bedste hold, og det var helt efter spil og chancer, at Fortunas australske angriber Leena Khamis bragte gæsterne i front allerede efter 11 minutters spil. Resten af halvlege bød ikke på mange skud på mål, og Fortuna havde fint kontrol med tingene. Billedet var det samme efter pausen, hvor Fortuna slog endnu et søm i den schweiziske ligkiste. Efter 58 minutter blev Leena Khamis nedlagt i feltet, og Kristine Petersen scorede på det efterfølgende straffespark. Det sidste mål faldt dybt inde i overtiden og blev scoret af Janni Jensen. Der er returkamp på onsdag i Hjørring.