Fodbold

Fortuna vil have UEFA på banen

Den danske mesterklub kræver dato på plads for returkamp i UEFA Women's Cup

HJØRRING:De danske mestre i kvindefodbold fra Fortuna Hjørring har nu mistet tålmodigheden med de engelske mestre fra Arsenal Ladies, som vendelboerne to gange i april møder i semifinalerne i den europæiske mesterholdsturnering, UEFA Women's Cup. Mens de to klubbers første styrkeprøve længe har været fastsat til lørdag 5. april i Hjørring, så skulle Arsenal senest i går have meddelt vendelboerne datoen for returopgøret i London. Meddelelsen kom imidlertid aldrig, og derfor kræver den danske mesterklub nu det europæiske fodboldforbund UEFA på banen i et forsøg på at tvinge en dato ud af englænderne. - Nu må UEFA rykke for en dato. Vi har krav på senest 60 dage før kampe at kende datoen. Og vi kan ikke blive ved med at vente på besked fra Arsenal. Af hensyn til vores planlægning er vi nødt til at vide, hvornår de har tænkst sig, at vi skal spille, siger Fortuna Hjørring-direktør John Robert Larsen. Ifølge spilleterminerne fra UEFA skal returopgøret i London spilles senest onsdag 30. april. Arsenal har dog meddelt Fortuna Hjørring, at kampen skal spilles enten lørdag 26. april eller søndag 27. april. Når Arsenal tøver med at melde datoen ud, så hænger det ifølge NORDJYSKE Stiftstidendes oplysninger sammen med, at klubben i øjeblikket forhandler med den britiske tv-kanal Sky Sports om en direkte transmission fra kampen. Samtidig arbejder London-klubben ihærdigt på at få placeret kampen på Arsenal-højborgen Highbury. - Jamen, vi er da også interesserede i, at få kampen placeret på Highbury. Vi vil bare gerne have en dato for kampen, så vi kan komme i gang med at bestille flybilletter og hotelværelser. Samtidig arbejdes der på at arrangere en fantur, og det er de hensyn, vi gerne vil have Arsenal til at forstå, pointerer John Robert Larsen. Det er iøvrigt ikke blot i spørgsmålet omkring en dato for returopgøret, at den engelske mesterklub har sat drillerierne ind overfor Fortuna Hjørring. Da de danske mestrei slutningen af november i fjor tog imod norske Trondheims Ørn i den sidste af to kvartfinaler i UEFA Women's Cup, indlogerede vendelboerne sig på Hotel Skaga i Hirtshals natten før kampen på Hjørring Stadion. Den "tradition" havde de gerne fortsat før kampen mod Arsenal i Hjørring 5. april. Men nu viser det sig, at Arsenal er kommet Fortuna i forkøbet og har booket sig ind på Hirtshals-hotellet for næsen af vendelboerne. - Hotellet er jo godt nok så stort, at vi bare kunne bo i en anden fløj. Men sandsynligheden taler for, at vi nu må finde et andet sted at være, noterer John Robert Larsen.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst