Fortvivlede forældre leder efter savnede børn i Beslan

Bortførelser 9. september 2004 06:00

BESLAN: I rutefart mellem lighuset, hospitalerne og myndighederne i den russiske by Beslan, går en række fortvivlede forældre til børn, som i sidste uge blev holdt som gidsler på byens skole, og som ikke er set siden. Her fem dage efter gidseldramaets blodige og kaotiske afslutning kan de hverken ånde lettet op eller sørge over deres ofre. - Han er ikke i live, og han er ikke død, siger Boris Tigijev, som leder efter sin 14-årige søn Soslan. De desperate forældre har samlet sig foran kulturcentret i Beslan, hvor de har hængt billeder op af deres forsvundne børn. - Vær sød at tage billedet. Vær sød at få informationer om mine børn. Vær sød at få mit telefonnummer. Bare for en sikkerhedsskyld. Det kunne være, du så dem et sted, siger de til de mange journalister, der er kommet til den russiske by for at skrive om rædslerne. Ingen ved nøjagtigt, hvor mange børn og voksne der fortsat savnes. Ifølge en liste fra de lokale myndigheder savnedes der i søndags 172 personer. På en opdateret liste opsat dagen efter ved kulturcentret stod der mere end 100 navne. Og politiet oplyser, at de har modtaget 70 billeder af savnede familiemedlemmer. Samtidig har politiet meddelt, at der er 107 lig i lighuset, som ingen endnu har identificeret, og at de savnede sandsynligvis er blandt dem eller på hospitaler uden for byen. Men det afviser de søgende forældre. - Vi har været på alle hospitaler. Vi har været i lighuset. Og de er ikke der, siger de igen og igen. For mange forældre forværres frustrationen af, at mange af de savnede blev set under de kaotiske omstændigheder, da skolen sidste fredag blev stormet af de russiske sikkerhedsstyrker. - Han og hans søster, der er 10 år gammel, holdt hinanden i hænderne, siger Tigijev. - Efter den første eksplosion slap mange ud og løb, og de var blandt dem, fortsætter han. - Hans søster faldt, hun fik et overfladisk sår, og hun siger: "Jeg så ham løbe mod springvandet". Hvem ville ikke kunne genkende sin egen bror. Hvis han løb ud af skolen, kan han være blandt dem, der blev brændt, blandt de uigenkendelige, siger Tigijev. Totras Gatsalov, far til 12-årige Agunda, fortæller en lignende historie. - Fem børn har fortalt mig, at de så hende løbe ud efter eksplosionen. En dreng har sagt, at hun var såret i benet og ryggen, og at en soldat tog hende op, siger han. - I går viste jeg et billede af hende til en soldat på et hospital, og han sagde: "Jeg bar en pige ud, som lignede hende", fortæller Gatsalov. - Måske befinder hun sig i chok et sted. Jeg har været alle steder, men jeg kan ikke finde hende, siger han. Albert Kundukhov leder efter sin mor, sin kone Alla og sin datter Christina, som fyldte syv år dagen inden gidseltagningen. - Måske er Alla blandt de uigenkendelige i lighuset, siger han. - Men min mor havde en guldtand, og det stemmer ikke overens med nogen af ligene. Og Christina manglede sine to fortænder. Der er ikke noget lig, som matcher en syv-årig pige, der mangler sine to fortænder, fortsætter han og klamrer sig igen til håbet. Russisk tv viste tirsdag billeder af maskerede mænd, der lagde sprængladninger ud i gymnastiksalen på skolen, hvor de fleste af gidslerne var samlet. Billeder har vakt væmmelse blandt mange russere, men i Beslan synes mange, at det var helt i orden at vise, hvad der skete på skolen under gidseldramaet. - Jeg mener, at det var rigtigt at vise billederne til folk, hele verden har ret til at se dem, siger den 57-årige Rima Somartova, som sammen med sine to børnebørn blev holdt som gidsel. Begge børnebørn overlevede. Tv-stationen NTV udsendte billederne, der angiveligt var optaget af gidseltagerne i de første timer efter gidseltagningen. På billederne sidder gidslerne ned, nogle med hænderne bag hovedet og omgivet af maskerede mænd og kvinder. Der er stille, og frygten lyser ud af gidslernes ansigter, men der er ingen tegn på panik. Blodstænk ses i midten af salen. /ritzau/AFP

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...