Udland

Forudser strid om valgresultat

KABUL:USA's specialudsending i Afghanistan, Richard Holbrooke, forventer anklager om valgfusk efter præsidentvalget i Afghanistan. - Det ville ikke overraske mig overhovedet. Jeg forventer det, siger Holbrooke. EU's valgobservatører har indtil videre meldt om et generelt frit og retfærdigt valg, men observatørerne påpeger også, at ikke alt gik retmæssigt for sig. Præsident Hamid Karzais hovedudfordrer, Abdullah Abdullah, er allerede kommet med anklager om valgfusk. En anden præsidentkandidat har vist iturevne stemmesedler, som han hævder, at valgmedarbejdere har smidt væk. Holbrooke mener, at man må afvente den officielle melding fra Afghanistans uafhængige valgkommission og valgklagekommission, før det er muligt at sige noget om valgets legitimitet. Foreløbige valgresultater ventes ikke før tirsdag, mens det officielle resultat ikke vil foreligge før i næste måned./ritzau/NTB