Løgstør

Forudser svær kamp

LØGSTØR:Ifølge træner for Løgstør Håndboldklubs herrer i danmarksserien Axel Pedersen venter der holdet en svær kamp, når Løgstør i dag løber på banen til kampen mod Aars på udebane. Det er rækkens nummer et, Løgstør skal møde, og modstanderen er i pausen blevet forstærket, men Løgstør kan også stille op i stærkere opstilling end i den første kamp, hvor holdet var ramt af skader og karantæne. Axel Pedersen mener, at Aars nok er rækkens bedste hold og favorit i kampen. Men der hersker ingen tvivl om, at Løgstør vil gøre alt for at få point med hjem - især da Aars har to spillere med, der i sidste sæson spillede i Løgstør. Axel Pedersen siger, at alle på holdet er opsatte til kampen og vil gøre alt for at få en sejr med til Løgstør. Der er grund til en vis optimisme, da Løgstør i sidste sæson vandt i Aars efter at have tabt på hjemmebane. Da det er et lokalopgør, håber Løgstør, at en del vil tage turen til Aars for at støtte spillerne i kampen. Det er ikke blot herrerne i danmarksserien, der skal til Aars. Damerne i samme række og herrer serie 1 møder ligeledes Aars, så der vil være rig lejlighed til at følge lokale spillere.