Forundringens gave

Skolevæsen 14. juni 2003 08:00

SKAGEN: Brovandeskolen har taget afsked med dette års afgangselever i 9 klasse. I sin tale til eleverne kom skoleleder Ryan Pristed ind på emner som nysgerrighed og eftertænksomhed. Han sagde: I har nu nået en foreløbig milepæl i jeres liv, og kan se tilbage på et grundskoleforløb som I har fælles med mange andre Brovande-elever, der er gået forud for jer, men alligevel forskelligt fra mange af de kammerater I omgås til dagligt. I har nemlig været elever på Brovandeskolen. Hvorfor skulle det nu være noget særligt, vil mange her i Skagen uvilkårligt spørge? Det er ikke noget jeg vil bruge lang tid på at docere for jer i dag, da det formentligt står lysende klart for jer. Men da I mødte frem her på skolen for snart 10 år siden havde skolen en klar målsætning. I skulle have lov til at være børn. Vi ville bevare jeres nysgerrighed. Vi ville lade os forundre og undres, lade jer lege og lære, bevare og udvikle jeres kreative evner, umiddelbarhed og glade smil. Nogen vil måske nok synes at det er lykkedes til fuldkommenhed og ve den der tænker ilde derved. Men samtidig er det lykkedes at få gjort jer til ansvarlige, sociale, hensyntagende og til tider tænksomme unge mennesker, der forstår at tage et ansvar og at vedgå arv og gæld. Når I forlader skolens trygge favn og spredes for alle vinde vil I ofte møde mennesker, der ikke kender til jer og jeres baggrund og derfor gerne vil have jer placeret ind i en fast defineret begrebs-ramme, så de ved hvor de har jer. Mange mennesker kan godt lide at få al ting sat på tal og formler så som: Hvad laver din far, hvor bor I, hvor meget tjener du, hvad vil du uddanne dig til. Alt sammen meget vigtige ting, men siger det noget om dig som menneske? Nej, i stedet kunne du svare: Jeg elsker at kigge på sommerfugle, at gå en tur langs med havet, at ligge på ryggen i en klit og kigge op på den isblå himmel med den solhvide marehalm vuggende omkring mig. Herudover interesserer jeg mig voldsomt for integralregning, kulstofkemi, den 3.verdens gældsbyrde, Beethovens symfonier og akvarel-maling. Vær aldrig bange for at skille jer ud fra mængden. Tag jeres ansvar og vær jer selv bekendt. Det kræver mod at være anderledes og at turde sige nej, men er det det I mener der er brug for, er der ingen grund til tøven. Giv jer selv tid til at forundres over alle de små og store mirakler I hver dag oplever på jeres vej. Hav et åbent og modtageligt sind og nyd alle de gratis glæder, naturen og livet er spækket med. Bevar jeres medfødte nysgerrighed og trang til at lære, til at sætte jer ind i indviklede sammenhænge og derved udvikle ny indsigt og mulighed for at stille nye spørgsmål. Brug alle jeres sanser og husk at det væsentlige ikke altid er synligt for øjet. Hav en ubetinget tiltro til jeres medmennesker, men tag intet for givet og vær klar til selv at gøre hele arbejdet. Vær jeres følelser bekendt og vis hengivenhed, hensyntagen og overbærenhed overfor de mennesker der krydser jeres vej og dem I knytter nære bånd til. Bevar jeres følsomhed og evne for kreative og musiske udtryks-former. Brug jeres evner på dette område til at berige vores kultur og rummelighed, så vi derved kan udvikle det fællesskab der er så væsentligt når vores nationale identitet skal stå sin prøve i den stadig omsiggribende internationalisering. Vær bevidste om jeres personlige og nationale kvaliteter i et globalt samfund, men vær samtidig ydmyge og lydhøre overfor andre synspunkter, andre måder at leve på, andre kulturer, farver og former. Lad jer forundre. Tag et medansvar og hold fanen højt. Sæt ikke jeres lys under en skæppe, det er der altid nok andre der vil. Pas godt på jer selv og hinanden og husk at behandle andre som I gerne selv vil behandles. Held og lykke med livet og med arbejdet fremover.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...