Forurenet jord væk til efteråret

Esbjerg: Det tyske jordrenser -firma Sita siger nu ja til at modtage ildelugtende jord fra Kærgård Plantage. Men først til efteråret. Oprydningen i Danmarks mest berygtede giftdepot Kærgård Plantage i Vestjylland ser nu ud til snart at være slut. Region Syddanmark måtte for nylig opgive at komme af med knap 1000 ton forurenet jord, fordi det tyske firma, der hidtil havde modtaget forurenet jord til rensning, sagde nej til at modtage mere jord. Men nu har tyskerne skriftligt tilkendegivet, at de vil modtage det sidste af jorden til efteråret. Det tyske firma Sita satte en stopper for at modtage mere jord, fordi det lugtede så meget, at fabrikken i Tyskland fik massive naboklager. Men nu vurderer Sita, at jorden kan modtages, når vejret bliver køligere og afdampningen fra den forurenede jord dermed er mindre. /ritzau/