Forurening på Østerbro

AALBORG:Sidst på eftermiddagen onsdag blev beredskabet i Aalborg kaldt ud til et olieudslip foran slagterforretningen Delikatessen på Østerbro i Aalborg. En lastbil var i gang med at trække en container op på ladet, da hydraulikslangen sprang og olien sprøjtede ud på fortov, cykelsti, vejbane og ned i et par kloakker. Olien blev suget op af kloakkerne. En kranvogn blev kaldt til stedet for at løfte lastbilens lad af, før den kunne køre. Torsdag vil folkene fra kommunens miljøkontor fjerne de sidste rester.