Redningsvæsen

Forureningsalarm fra Jerup Strand

Frederikshavns brandfolk kom på arbejde 2. juledag

FREDERIKSHAVN:En oliekatastrofe er så meget sagt om de klumper olie, der 2. juledag blev opdaget på en strækning ved Jerup Strand, men alligevel nok til at sende Frederikshavn Brandvæsen på omgående oprensningsarbejde. - Det er højst sandsynligt noget olie, der i forvejen har ligget på havets bund, og som så på grund af vind- og strømforhold har løsnet sig og er skyllet i land. Det ser vi til tider, oplyser indsatsleder René Bech, Frederikshavn Brandvæsen. Olieklumperne bredte sig over en godt 50 meter lang strækning på stranden cirka 100 meter nord for Fredborgvej, der er hovedfærdselsvejen ned til stranden. Det var en lokaltboende, der opdagede forureningen og kl. 9.59 slog alarm. Manden, der kommer på stranden dagligt, havde ikke konstateret olieklumperne dagen før. Brandvæsenet rykkede omgående ud med mandskab og materiel, men afbrækket i julehyggen blev kortvarig. I det fuldstændigt vindstille vejr tog det kun de seks brandfolk en god formiddagstime at få olien skovlet op. Indsatsleder René Bech anslår, at der alt i alt blev skovlet 100 kilo olie og forurenet sand op i tønderne, inden strandkanten igen lå solblank og indbydende hen til 2. juledagens mange strandvandrere og hundeluftere.