Forvaltning i København tager ansvar for bryllupsbooking

Københavns Kommune tager ansvar for, at afregningen for borgmesters booking er sket på ordentlig vis.

Københavner-borgmesters bryllupsbooking skal kulegraves Foto: /ritzau/Henning Hjorth/arkiv
13. september 2017 17:31 - Opdateret 13. september 2017 17:47

Økonomiforvaltningen i Københavns Kommune påtager sig ansvaret for afregningen af Anna Mee Allerslevs (R) lån af Rådhushallen.

Den radikale borgmester har tirsdag fået heftig kritik for at have lånt Rådhushallen gratis til sit bryllup.

Men borgmesteren havde fået tilladelse af kommunen.

Det udtaler Økonomiforvaltningens administrerende direktør, Peter Stensgaard Mørch, i et skriftligt svar.

- Beslutningen om at give tilladelse til at afholde borgmester Anna Mee Allerslevs bryllupsreception blev truffet på baggrund af indstilling fra Borgerrepræsentationens Sekretariat, skriver han og fortsætter.

- Det er således forvaltningens ansvar, såfremt den eksterne vurdering når frem til, at vilkårene for udlånet ikke var efter reglerne, står der i svaret.

Anna Mee Allerslev har selv bedt Økonomiforvaltningen i Københavns Kommune om at få foretaget en ekstern undersøgelse af kommunens regler på området.

På baggrund af den undersøgelse vil forvaltningen sørge for, at retningslinjerne er korrekte.

- Forvaltningen vil nu sikre, at Borgerrepræsentationen forelægges indstilling om opdaterede retningslinjer, der er udtømmende og korrekte, og vi vil i den forbindelse indhente ekstern rådgivning, udtaler Peter Stensgaard Mørch.

En del af kritikken har blandt andet gået på, at der ikke findes nogen nedskrevne regler, som muliggør, at de folkevalgte kan låne Rådhushallen gratis til bryllupper.

Den mulighed findes kun, fordi gruppeformændene i kommunens borgerrepræsentation har aftalt en administrativ praksis, der tillader folkevalgte at benytte Rådhushallen til bryllupper.

Den administrerende direktør siger, at kommunen fremover vil sørge for, at reglerne kan findes på skrift.

- Retningslinjerne for udlån af rådhusets lokaler til medlemmer af Borgerrepræsentationen og andre skal selvfølgelig foreligge på skrift og være helt efter bogen, skriver Økonomiforvaltningens administrerende direktør.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Her ville vi gerne vise dig forslag til artikler fra vores magasiner, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Seneste nyheder

Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...