Stae

Forvaltning lægger låg på udstykninger

Plan for Stae beskæres og tilsvarende sker måske i Storvorde

En udstykning på et fem hektar stort areal ved Stae er for ?omfattende, mener ?Aalborg Kommune.
En udstykning på et fem hektar stort areal ved Stae er for ?omfattende, mener ?Aalborg Kommune.

STAE: 55 nye boliger i en ny udstykning ved Stae inden for en kortere årrække er urealistisk.

Det mener by- og landskabsforvaltningen, og med politisk opbakning er der nu indledt en dialog med den private udvikler om et reduceret projekt med mulighed for at bygge 10-12 boliger.

Udgangspunktet var en ansøgning om en ny boligudstykning ved Mandelvej i den nordlige del af Stae på i alt fem hektar, hvor tanken var at opføre såvel parcelhuse som tæt-lave boliger.

Skal være realistisk

Da en udstykning i det åbne land dét sted ikke er omfattet af den gældende kommuneplan, er det i forvaltningen blevet vurderet med udgangspunkt i tre forhold.

- Er projektet tilpasset byens identitet og størrelse?

- Er projektet lokalt forankret?

- Er projektet realistisk?

Hvad angår de to første spørgsmål, lyder det fra forvaltningen, at der ikke er noget, der tyder på, at der ikke er lokal opbakning til projektet. Hvad interessen for at bo i Stae angår, hedder det, at byen er et naturligt opland til Vester Hassing, der rummer alle nødvendige service- og fritidsfunktioner. Endvidere kan Stae være attraktiv for bosætning på grund af nærheden til Aalborg.

Hvad angår realismen, har et lokalt byggefirma ifølge forvaltningen vist interesse i at gennemføre udstykningen eller dele af den. Endvidere tyder alt på, at der er samme belåningsmuligheder for nybyggeri i Stae som i Vester Hassing.

Træder på bremsen

Ikke desto mindre vælger forvaltningen altså med by- og landskabsudvalgets billigelse at træde på bremsen.

En væsentlig grund er Erhvervsstyrelsens krav om stram styring af den såkaldte ”rummelighed”, som handler om, at kommuner ikke må udstykke urealistisk store arealer. Sker det, nedlægger Erhvervsstyrelsen veto.

- Vi kan ikke bare give los og sige, nu udstykker vi 50 grunde i Stae. Gør vi det, prikker de os på skulderen og kræver en redegørelse, siger by- og landskabsrådmand Hans Henrik Henriksen (S) og fortsætter:

- Når vi udlægger et vist antal grunde i byområderne, skal vi overfor Erhvervsstyrelsen sandsynliggøre, at det er realistisk. Vi skal se 12 år tilbage og så lave et regnestykke, som sandsynliggør, at vi har behov for at udstykke så mange tusinde byggegrunde i Aalborg Kommune samlet over de næste 12 år. Og der er de altså helt nede på detailniveau, så vi skal sandsynliggøre, at der også er en efterspørgsel svarende til udstykningen, siger rådmanden.

Og såvel forvaltning som udvalg mener altså ikke, dét er tilfældet i Stae.

Indefra og ud

Forvaltningen blev tillige støttet i, at udviklingen af Stae skal foregå fra byens midte og ud, så der ikke kommer til at ligge boliger løsrevet fra den øvrige by.

Hvad angår udstykning venter der et større slag samt politisk uenighed i udvalget, når der torsdag skal tages stilling til byudviklingsplanerne for Storvorde/Sejlflod og Klarup/Romdrup.

Sidste år sendte byrådet et forslag i høring, der lagde op til udstykning af 540 byggegrunde, men her har Erhvervsstyrelsen gjort brug af sin vetoret, fortæller Hans Henrik Henriksen.

I oplægget til udvalget på torsdag har forvaltningen derfor reduceret det udlagte udstykningsområde til 340 nye boliger.

Forudser strid om Storvorde

At byrådet på pres fra Venstre og SF lagde op til det større antal boliger beror ifølge Hans Henrik Henriksen på et ønske om at få Storvorde og Klarup bygget sammen i den kommuneplanramme, der skal vedtages for de kommende 12 år.

- Men man må spørge sig selv om det er realistisk med mere end 500 nye boliger, når der i de foregående er solgt godt 200 grunde, siger Hans Henrik Henriksen.

Han forudser uenighed i udvalget om dén sag.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden