EMNER

Forvaltninger skodder smøgerne - næsten

Inden for de seneste år har nogle af Aalborg Kommunes seks forvaltninger strammet op på rygereglerne. Aalborg Kommunes overordnede rygeregler er ikke længere tidssvarende, lyder forklaringen

I Teknisk Forvaltning er det slut med at ryge inden døre. Hvis medarbejderne vil ryge en smøg må de gå uden for bygningen. Men rygereglerne er ikke ens i alle kommunens forvaltninger.   Foto Jens Morten

I Teknisk Forvaltning er det slut med at ryge inden døre. Hvis medarbejderne vil ryge en smøg må de gå uden for bygningen. Men rygereglerne er ikke ens i alle kommunens forvaltninger. Foto Jens Morten

AALBORG:Papiret med rygeregler, der er gældende for ansatte ved Aalborg Kommune, er efterhånden så gulligt og sodet til, at papiret på det nærmeste er ubrugeligt. Men det betyder ikke så meget for flere af medarbejderne i kommunens seks forvaltninger. Medarbejderne skal nemlig rette sig efter helt andre regler. I forvaltningerne er der i løbet af de senere år lavet særlige rygeregler, der er langt mere tidssvarende og i takt med rygepolitikkens udvikling i samfundet. Det forklarer blandt andre Christian Bjerg, der er direktør for Teknisk Forvaltning: - Hos os er det ikke tilladt at ryge indenfor. Og der må heller ikke ryges i vores biler, siger Christian Bjerg, der var med til at indføre de nye regler for rygning sidste år. Gamle regler Ifølge kommunens generelle - og 10 år gamle rygeregler - var det således tilladt at ryge, hvis alle var enige om det, eller at det blev sikret, at ingen blev generet af røgen. Men de gamle regler viste sig at give anledning til diskussioner blandt medarbejderne, og det var blandt andet på den baggrund, at Teknisk Forvaltning i samråd med medarbejderne tog beslutningen om at lave et totalt rygeforbud inden døre. -Vi har haft tilfælde, hvor medarbejderne følte sig generet, selv om der kun blev røget på enkelte kontorer med en mand. Men røgen siver alligevel rundt, og jeg tror nok, mange er enige om, at et totalt forbud er det rigtige, siger Christian Bjerg. Forvaltningerne har mulighed for at gå uden om Aalborg Kommunes generelle regler, da de enkelte forvaltninger i meget vid udstrækning har decentral styring. - Vores beslutning er helt i tråd med rygeudviklingen i samfundet. Derfor synes jeg, vores beslutning er helt naturlig, tilføjer Christian Bjerg. Røg hos borgmesteren Det er dog ikke i alle forvaltninger, at der er indført et totalt rygeforbud inde i bygningerne. I Borgmesterens Forvaltning og i Skole- og Kulturforvaltningen er det således fortsat tilladt at ryge på de enkelte kontorer, hvor der kun sidder en enkelt medarbejder. - På kontorerne med en enkelt medarbejder må der ryges. Vi har ikke nogle aktuelle planer om at lave et totalt forbud. Ind til videre fungerer det fint, siger Jens Kristian Munk, der er direktør for Borgmesterens Forvaltningen. Jens Kristian Munk er dog indstillet på, at rygereglerne i forvaltningen hurtigt kan ændre sig. - Der er klart, at vi også må følge rygeudviklingen i samfundet. Så det kan jo hurtigt være, at reglerne bliver ændret hos os, uddyber Jens Kristian Munk, der på nuværende tidspunkt ikke har modtaget røg-klager fra medarbejderne.