Forvandling fra klubhus til aktivitetshus sikret

AALBORG:Til foråret kan pigespillerne i Aalborg Freja igen komme til at klæde om i klubben - i stedet for hjemmefra. Samtidig får Vestbyen et aktivitetshus til glæde for mange lokale grupper. Bestyrelsen i Lokale- og Anlægsfonden besluttede nemlig i denne uge at uddele 1,5 millioner kroner til en ombygning og udvidelse af Aalborg Frejas 40 år gamle klubhus. Samtidig med at nye grupper vil kunne bruge huset udenfor trænings- og kamptidspunkterne, får Aalborg Freja plads til et voksende antal fodboldspillere. Ikke mindst pigespillerne, der i dag må klæde om hjemmefra, fordi der ikke er omklædningsrum til dem i det gamle klubhus. En handicapforening, en boligforening, politiske foreninger, en forældredrevet legestue og dagplejemødre er allerede interesseret i at bruge aktivitetslokalerne, som fodboldklubben selv vil benytte til indendørs træning. I alt bliver det ny klubhus på 882 kvadratmeter. Den samlede pris er på 8,4 millioner kroner. Planen er, at det ny klubhus skal stå færdigt allerede inden Kristi Himmelfartsdag næste år, hvor 2000 ungdomsspillere fra hele Europa kommer på besøg.