Forventningens glæde

Forventningens glæde er ofte den største - og det vil vise sig, når økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) i dag fremlægger den udligningsreform fra regeringens finansieringsudvalg, som ifølge statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) på pressemødet tirsdag betyder, at "der kommer til at gå nogle penge fra by til land. Det er, fordi man har haft væksten i de store byer. I landkommunerne er der ikke særlig meget vækst. Derfor betegnes landkommunerne som Udkantsdanmark". Regeringschefens analyse er ikke ny og nærmest pædagogisk banal. Hun lægger op til, at reformen skal slå igennem allerede fra nytår, og selv om det amerikanske nyhedsmagasin Newsweek har kåret hende som én af verdens 150 modigste kvinder, skal hun være forberedt på at få serveret vredens druer på bliktallerken af de københavnske borgmestre. Det bliver navnlig dem, der skal betale. Den kommunale solidaritet er ikke anderledes end solidaritet i øvrigt - den trives bedst i økonomisk medvind. Alle landets 98 kommuner, rige som fattige, har deres at bøvle med - men det er åbenlyst, at bøvlet er hårdest der, hvor ressourcerne er færrest. Det er de i landkommunerne - hvad det så egentlig er for en størrelse; der er større og mindre byer i enhver kommune, og "derfor betegnes landkommunerne som Udkantsdanmark". Selv om det er en anden boldgade, bør regeringen kraftigt overveje at komme i spil på en anden økonomisk bane, hvor landkommunerne frister rollen som kantspillere. NORDJYSKE fortalte forleden, at kinesere er begyndt at investere i nordjyske minkfarme. Det er fint nok, for det er deres egne penge, men samtidig blokerer bankerne for, at nordjyske landmænd kan investere, og kreditforeningerne er begyndt at tegne sorte pletter på landkortet. Det konflikter med Christiansborgs intentioner, og det kan bidrage til, at den kommunale udligning bliver ren fattighjælp. Måske har banker og kreditinstitutter også brug for en hjælpende politisk hånd.