Bortførelser

Forvirring om europæiske gidslers opholdssted

BERLIN: Det var sent mandag uvist, hvor 14 europæiske gidsler, der i seks måneder har været holdt til fange af algeriske ekstremister, opholder sig, ligesom der herskede usikkerhed om i hvis varetægt de var. Søndag aften havde den tyske tv-station ZDF rapporteret, at de ni tyskere, fire schweizere og en hollænder allerede var på fri fod og i maliske mægleres varetægt. Men overdragelsen faldt til jorden på grund af logistiske problemer, da gidslerne har været tilbageholdt i små grupper på forskellige steder i det nordlige Mali. Gidslernes regeringer satser på at hente gruppen samlet hjem, og det skal gidseltagerne også være gået med til. Mandag middag forlød det så, at frigivelsen var i gang. Den tyske regeringstalsmand, Bela Anda, sagde, at gidseldramaet var gået ind i den afgørende slutfase. Flere nyhedsbureauer rapporterede, at gidslerne var på vej fra den nordmaliske by Tessalit til Gao i det centrale Mali, hvor de skulle hentes af et tysk militærfly. Få timer derpå erkendte kilder blandt de maliske mæglere dog, at frigivelsesbestræbelserne var gået i stå. Ifølge maliske militærkilder var der problemer med at koordinere løsladelsen, selv om gidslerne ifølge militærkilderne ikke længere var i kidnappernes varetægt. Desuden skal massive regnskyl i det svært fremkommelige nordlige Mali have forsinket frigivelsen. Sent mandag eftermiddag ville regeringskilder i Bamako ikke længere kommentere udviklingen, mens diplomater, pårørende og journalister anspændt ventede i den maliske hovedstads lufthavn, hvor en tysk Airbus siden søndag har stået klar til at flyve de frigivne gidsler til den tyske lufthavn Köln-Bonn. - Vi har ingen nye informationer, men håber fortsat på, at den maliske regerings bestræbelser vil munde ud i succes, så de tyske, schweiziske og hollandske statsborgere snart kommer på fri fod, sagde den tyske udenrigsminister Joschka Fischer, der betegnede situationen som meget vanskelig. Hans viceudenrigsminister Jürgen Chrobog var søndag vendt tilbage til Mali, hvor han torsdag havde ført forhandlinger med regeringen, som han roste for at have muliggjort direkte forhandlinger med gidseltagerne. Han sagde søndag, at forbundsregeringen havde ”skabt alle forudsætninger for at bringe gidslerne hjem”. Ifølge nyhedsbureauet dpa betalte Chrobog mandag sin hotelregning i Bamako og gjorde klar til at tage gidslerne med hjem i løbet af aftenen. Bortførerne tog i februar og marts i alt 32 europæiske turister som gidsler. Turisterne havde deltaget i forskellige rejser i ørkenen i Algeriet. 17 af gidslerne blev i maj befriet af algeriske soldater ved en aktion, der kostede flere af gidseltagerne livet. De tilbageværende gidsler blev siden ført til Mali, hvor det for få uger siden kom frem, at en 46-årig tysk kvinde blandt gidslerne i slutningen af juni døde af hedeslag i den algeriske del af Sahara. Det tyske regeringsparti De Grønnes udenrigsordfører Ludger Volmer ville mandag over for radiostationen Deutschlandfunk ikke fortælle, hvorvidt Tyskland har betalt en løsesum til bortførerne. - Vi taler ikke om penge. Forbundsrepublikken betaler ingen løsepenge, og hvis vi gjorde det, ville vi aldrig indrømme det, sagde Volmer, der også mente, at gidslerne ikke længere befandt sig i bortførernes varetægt. Den maliske avis L’independent skrev mandag, at Malis regering har betalt en løsesum på omkring 4,6 millioner euro (34,2 mio. kr.), og ifølge tyske tv-rapporter vil Mali få pengene retur i form af øget tysk udviklingsbistand. Om gidseltagerne har fået opfyldt deres krav om sikkerhedsgarantier - og altså frit kan vende tilbage til Algeriet - var mandag eftermiddag fortsat uvist. Men flere iagttagere gættede på, at frigivelsen netop trak ud, fordi bortførerne fra den islamiske gruppe GSPC forlangte flere indrømmelser fra det algeriske styre. /ritzau/