Fosøger med pokalstævne

Aabybro HK's bedste hold hos både kvinder og mænd har trukket hjemmebane i næste runde af pokalturneringen.

Derfor vil klubben forsøge at få arrangeret begge kampe samme aften, så der bliver tale om et lille pokalstævne i Aabybro Hallen. Aabybro HK's kvinder fra 3. division skal møde Strandby/Elling, som spiller i 2. division. For to sæsoner siden spillede de to hold i samme række, nemlig jyllandsserien. To oprykninger i træk har sendt Strandby/Elling op i 2. division. Oprykningen fra 3. til 2. divison spillede holdet sig ganske vist ikke til på sædvanlig vis. En konkurs i en anden klub betød, at der var en ledig plads i 2. division, som altså Strandby/Elling fik. - Det er et udmærket hold, vi skal møde. Men det er bestemt ikke en umulig opgave, siger træner Claus Simonsen og henviser til, at Aabybro vandt en træningskamp mod den kommende pokalmodstander. Aabybro HK's mænd, som spiller i serie 1, skal møde Hogager fra 3. division. - I den seneste runde slog vi Hjørring, som hører til i bunden af 3. division. Nu skal vi så møde et hold fra toppen af 3. division, fortæller trænerne Nic Fyllgraf og Mads Stouby. Der er endnu ikke fastsat en dato for de to pokalkampe. soj