Fostermor

Der har i den senere tid været skrevet og talt meget om ¿rugemødre¿, mest negativt og ofte med en vis forargelse, og nogle argumenterer endog for at få det forbudt.

I ældre tid var det ikke ualmindeligt, at et barn af helbredsmæssige eller sociale grunde for kortere eller længere tid kom i pleje hos nogle af familiens venner, der således blev fosterforældre for en fostersøn eller fosterdatter. I dette var der ikke noget som helst odiøst. I mange tilfælde blev det til kærlighed til fosterbarnet og venskab mellem fosterfamilien og barnets forældre. Men det rette biologiske forhold blev aldrig anfægtet. Lad os straks forlade den kedelige titel ¿rugemor¿ og kalde den opofrende kvinde for det, som hun reelt er, nemlig fostermor. Det er hæderværdigt og opofrende af en kvinde at tilbyde sit legeme til at være fostermor for et par vanskeligt stillede forældre. Det er et tilbud, som samfundet absolut bør støtte frem for kostbare adoptioner fra alle mulige eksotiske lande, specielt i Danmarks situation, hvor der fra højeste hold opfordres til at føde flere børn ¿ og man kunne i samme øjemed passende samtidig stoppe de tusinder af fosterdrab, som årligt foretages på vore hospitaler. En fostermor er al ære værd. Kan man forestille sig en smukkere gestus, end at en kvinde stiller sit legeme til rådighed for en dårligere stillet ulykkelig medsøster? Jeg mener det ikke. Hun tilbyder at opfostre det barn, som den biologiske mor af en eller anden grund ikke er i stand til at opfostre i den givne periode. Men barnets tilhørsforhold er indiskutabelt de biologiske forældre. Der foregår ingen som helst ¿overførsel¿ fra fostermor til barnet af emner eller kvaliteter, som rokker ved dette. Der er tale om et barn, som er skabt ved én sædcelles og ét ægs forening, og det består udelukkende med forældrenes arvelige egenskaber. Moderen kan blot ikke i det første tidsrum ernære og pleje sit barn. I den situation kommer den offervillige fostermor til hjælp i venskab og/eller kærlighed ¿ og det er vel ikke urimeligt, om hun belønnes med et vist vederlag for al besværet, som et svangerskab medfører. Når alt så er veloverstået, er det vel ikke unaturligt, om fostermoderen interesserer sig for det barn, hun bar under sit hjerte, så hun sammen med forældrene kan glæde sig over barnets fortsatte trivsel og udvikling, hvilket forældrene i deres glæde må forventes at være forstående over for. Slægtens forplantning turde være menneskers privatsag, og staten bør blande sig så lidt som muligt ¿ også hvor fostermor er på tale. Mellem forældre og fostermor og evt. fosterfar, hvis fostermor er gift, bør der foreligge en skriftlig og retslig bindende aftale. Desværre er et ord i vor tid ikke altid et ord, og ord kan misforstås. Udformningen af en dertil egnet formular kunne være statens bidrag til et lykkeligt udfald.