EMNER

Fotogave til lilleprinsen

Nydøbte Ellen led i den tasmanske forbindelse til Hune Kirke

HUNE:- Hvis det kunne glæde, var det i orden med os. Derfor sagde vi ja. Det var også meget hyggeligt. Og måske bliver hun hans kommende kone? Marianne Engelbrechtsen, Pandrup, skæmter med sin og Allan Blichfeldts datter, Ellens forbindelse til hele Danmarks nye prins. Den lille pige er godt tre måneder. Et fotografi af Ellen Blichfeldt Engelbrechtsen, fotograferet uden for Hune Kirke sammen med familie, præst og menighed umiddelbart efter sin dåb søndag, vil nemlig være blandt barselsgaverne til den lille prins og hans forældre, kronprins Frederik og kronprinsesse Mary, fordi der flages med både det danske og det tasmanske flag ved kirken. Det har nu ikke noget med den prinsessen fra Pandrups rødder at gøre. Men sammenfaldet, den glædelige begivenhed i kongehuset, den nye Pandrupborgers dåb og besiddelsen af det tasmanske flag og baggrunden for det, gav ideen. For da Hune Kirke fik foræret det tasmanske flag i sommer, lød det underfundigt fra giveren, en ældre kvinde fra Tasmanien: I kan altid bruge det, når Mary og Frederik har fået deres baby. - Billedet skal være gaven fra Hune Kirke. Samtidig fortæller vi historien om kombinationen mellem Danmark og Tasmanien, som vi har her, fortæller sognepræst P. E. Tranholm-Pedersen, Hune. Den er lang og kringlet. Piloten fra Tasmanien Opmærksomme læsere vil erindre artiklen om den nu 86-årige Judy Lewis fra Tasmanien, der besøgte Hune Kirke sammen med to sønner i sommer. Målet var først og fremmest kirkegården, hvor hendes bror, piloten fra det australske Royal Air Force, Henry James Brock, er begravet. Han blev dræbt af tyskerne over Nordsøen under Anden Verdenskrig, drev ind på kysten ved Blokhus og begravet i Hune. I 60 år havde Judy Lewis ikke kendt til hans skæbne, men takket være menighedsrådets Erik Normanns ihærdighed for at finde pårørende og den australske ambassade blev forbindelsen knyttet. Da havde præst, menighedsråd og kirkens kor bragt graven og pilotens historie frem som en utraditionel markering af prins Frederiks bryllup med Mary 15. maj. Der blev holdt en mindeceremoni for at erindre om, at friheden ikke er en selvfølge, og i den forbindelse sagde Erik Normann, at han ville prøve at finde pårørende. Den dræbte pilots grav i Hune blev også et samtaleemne ved den australske ambassades middag for kronprinseparret i forbindelse med brylluppet, fordi vinen kom fra hans slægts ejendom på Tasmanien. En ansat på ambassaden kendte til forbindelsen, som også australsk presse har beskrevet. Nu bliver Ellen også en del af den tasmanske families historie i Hune, for også den 86-årige Judy Lewis får tilsendt billedet fra Hune Kirke.