Fotokunstner med nordjyske rødder

Trine Søndergaard, fotokunstner, København, fylder lørdag 40 år.

Trine Søndergaard, fotokunstner, fylder lørdag 40 år.

Trine Søndergaard, fotokunstner, fylder lørdag 40 år.

Trine Søndergaard, der er opvokset i Nordjylland og student fra Aalborg Katedralskole, blev i 1996 uddannet fra Danmarks Fotografiske Billedkunstskole Fatamorgana. Kort tid efter gjorde hun sig bemærket med serien Now That You Are Mine om prostituerede i Skelbækgade på Vesterbro. For denne serie modtog hun i 2000 den prestigefyldte tyske bogpris Albert Renger Patzsch Preis. Siden er det blevet til en række hædersbevisninger. Heriblandt Statens Kunstfonds tre-årige arbejdslegat. Fra de første værkers afsæt i dokumentarismen spænder Trine Søndergaards arbejde over dagbogslignende billedserier til konceptuelt fotografi. Hendes billeder er kendetegnet ved en særegen sensibilitet, der forener stille lydhørhed og skarpt blik for signifikante detaljer. I de senere år har hun primært beskæftiget sig med landskabs- og portrætgenren. Hendes værker har været udstillet på solo- og gruppeudstillinger verden over. Trine Søndergaard er repræsenteret i flere offentlige samlinger, blandt andet MUSAC Museo de Arte Contemporáneo de Castilla y Leon i Spanien, The Museum of Fine Arts i Houston, USA, The Hasselblad Foundation i Sverige, ARoS, Statens Kunstfond og Ny Carlsbergfondet. Herudover har hun løst kommissionsopgaver for museer og kulturinstitutioner. Senest var hun en af bidragyderne til det nationale landskabsprojekt Danmark Under Forvandling. Trine Søndergaard har netop udgivet bogen "Strude" i samarbejde med Museum Kunst der Westküste i Tyskland, hvor hun også er aktuel med udstillingen af samme navn. Udstillingen har tidligere været vist på Glyptoteket i København. Der er tale om en billedserie med portrætter af kvinder fra Vesterhavsøen Fanø, klædt i 1800-tallets folkedragt med strude, en maske der dækkede ansigtet, så kun øjnene var fri. En praktisk foranstaltning, der beskyttede mod vejr og vind, men også, som Trine Søndergaards billeder viser, et smukt festklæde. Trine Søndergaard er medlem af Kunstnersammenslutningen Grønningen og repræsenteret af Martin Asbæk Gallery og Bruce Silverstein Gallery, New York. Trine Søndergaard, bor og arbejder i København, er gift med fotokunstneren Nicolai Howalt og har tre børn.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.