Nørresundby

Fotomodeller er nu selv meldt til politiet

Aalborgensisk amatørfotograf føler sig hængt ud

AALBORG:Tre unge Aalborg-piger, som forleden gik til politiet og anmeldte en sag om sexbilleder, er nu selv blevet meldt til politiet. Pigerne har forklaret, at de for cirka fire år siden, da de kun var 16-17 år, blev lokket til at deltage i fotooptagelser med sadomasochistiske undertoner. Optagelserne blev ifølge pigerne arrangeret/foretaget af to mænd og en kvinde, og senere havnede billederne på internettet. Udbredelse af utugtige billeder af personer under 18 år er strafbart. Efter at NORDJYSKE og Ekstra Bladet skrev om sagen i søndags, går en af de anmeldte, den 37-årige amatørfotograf Flemming Krøll, Nørresundby, nu til modangreb. Han meldte i går de tre piger til politiet for falsk anmeldelse. - De har fortalt politiet, at jeg har været med til at tage de billeder, men det har jeg ikke. Jeg har heller ikke været med til at udbrede billederne på internettet, konstaterer Flemming Krøll. Ven fotograferede Ifølge amatørfotografen blev billederne taget af en af hans fotografvenner - den anden mand, som er anmeldt af pigerne. Den tredje implicerede er vennens kæreste. Parret opholder sig i udlandet, hvorfra det driver den sexhjemmeside, som billederne skulle bruges på. - Min rolle i det hele er udelukkende, at fotografen på et tidspunkt på vennebasis spurgte mig, om jeg kendte nogle piger, som kunne tænke sig at tjene nogle hurtige penge. Jeg kom dengang meget i Jomfru Ane Gade, så jeg lovede ham, at jeg ved lejlighed kunne spørge nogen og så give dem hans telefonnummer, forklarer Flemming Krøll. - Jeg var ikke selv til stede, mens der blev fotograferet. En enkelt gang fulgte jeg to af pigerne til Hotel Hvide Hus, hvor optagelserne skulle foregå, men jeg var ikke så langt inde i lokalet, at jeg kunne se optagelserne, fortæller han. Vidste besked Nørresundby-fotografen erkender, at han var ganske klar over, hvilken type billeder det hele drejede sig om. Men han fastslår, at han var overbevist om, at alle pigerne var fyldt 18 år, da de blev fotograferet. Det fortalte de selv, at de var, nævner han. Ud over at have anmeldt de tre piger til politiet vil Flemming Krøll i den nærmeste fremtid anlægge et civilt søgsmål mod Ekstra Bladet. Han mener, at bladet har hængt ham ud med navns nævnelse på et helt forkert grundlag. - Det har allerede fået enorme konsekvenser for mig, det her. Jeg er blevet spyttet efter på gaden, og alt, hvad jeg har forsøgt at bygge op i mange år, smuldrer for mig, siger Flemming Krøll. Han henviser blandt andet til, at han sammen med Aalborg City skulle have stået for et stort arrangement kaldet Modeljagten i slutningen af denne måned. Men Aalborg City meddelte i går eftermiddags Flemming Krøll, at foreningen på baggrund af Ekstra Bladets artikel i søndags ikke vil medvirke alligevel. Hos Aalborg Politi bekræfter vicekriminalkommissær Lars Nørskov, at han har modtaget anmeldelsen mod de tre piger. Indtil han har undersøgt sagen nærmere, ønsker Lars Nørskov ikke at gå i detaljer.