Fox blot 10 sekunder fra den første sejr

Frederikshavn Fox førte 27-25 over Randers HK med ét minut igen

RANDERS HK FR.HAVN FOX 27-27 HÅNDBOLD, LIGAEN, KVINDER RANDERS: Frederikshavn Fox var i det syvende forsøg i kvindernes HåndboldLiga snublende tæt på sæsonens første sejr, da holdet førte 27-25 med blot ét minut igen mod Randers HK, der imidlertid udlignede til 27-27 på et straffekast med 10 sekunder igen. - Vi fik kontakt ved 25-25 med fire minutter igen og kom så også foran 27-25, men i det sidste minut scorede Randers HK først på et indspil til stregen, og med 10 sekunder igen fik de tildelt et straffekast, som Berit Kristensen udlignede til 27-27 på, siger en alligevel tilfreds cheftræner for Frederikshavn Fox, Anders Thomsen. Baggrunden var såre enkel. - Vi har store udsving i vort spil, og vi skal være tilfredse med det ene point, når man ser på kampen som en helhed, fortsætter han. Fejl blev straffet Fox-tropperne fik en fornem start på kampen og var foran 4-2 efter 10 minutters spil, hvorefter Randers HK vandt de efterfølgende 10 minutter 8-0 og bragte sig foran 10-4. - Vi sløsede for meget i angrebsspillet, og syv af deres 10 første scoringer var på hurtige kontraangreb. Vi kæmpede os dog på, så de blot førte 13-11 ved pausen, og det var okay, pointerer Anders Thomsen. Det lidt slørede billede af Fox-spillerne fortsatte dog efter pausen. Randers HK fortsatte i samme spor, og hjemmeholdet straffede gæsterne hver gang, de begik fejl i angrebsspillet. Frandsen stod over - De førte 22-18, hvorefter vi fik vendt kampen efter en timeout, siger Anders Thomsen, der måtte se bort fra målvogteren Hanne Frandsen i gårsdagens opgør. Hun pådrog sig en hjernerystelse under træning i torsdags og var derfor ikke i aktion i Randers. I stedet vogtede Ditte Marie Andersen - som førsteviolin - og Maria Nørgaard Fox-buret. Sidstnævnte kom i aktion i de sidste 10 minutter, hvor hun brillerede med flere flotte redninger. Frederikshavn Fox har nu kamppause i Ligaen til onsdag i næste uge, hvor det gælder en hjemmekamp mod GOG/Svendborg TGI. ] Kampfakta: Stillingen ved pausen: 13-11. Stillinger undervejs: 0-2, 2-4, 10-4, 13-11 (ved pausen), 17-14, 17-16, 22-18, 25-25, 25-27. Mål for Randers HK: Berit Kristensen 6 (2), Heidi Johansen 4, Lene Tønnesen 4, Mie Augustesen 4, Karina Jørgensen 3, Laura Danielsen 3, Kristin Børseth 2, Tina Bjerke 1. Mål for Frederikshavn Fox: Anja Kristensen 7 (3), Lina Møller 5, Lene Kragh 4, Johanna Wiberg 3, Katarina Dubajova 3, Alexandra Møller 2, Gitte Aaen 1, Ingrid Hrckova 1, Lilian Thørholm 1. Udvisninger: Randers HK 4, Fr.havn FOX 3. Dommere: Gert Aagaard og Jørn Møller Nielsen. Tilskuere: 912.