Fox fanget i rævesaksen

Et kvarters solidt håndværk ikke nok for vendelboerne

Horsens-Fox Team 30-17 (12-11) Håndbold, pokalturneringen HORSENS: I sidste sæson spillede Horsens og Fox Team Nord en rodet kamp og delte i porten, da vendelboerne gæstede Christina Kristensen & Co. Onsdagens pokalkamp var lige så uskøn og fyldt med tekniske fejl, men det er trods alt lidt mere tilgiveligt i sæsonens første seriøse opgave ovenpå sommerpausen. Det startede ellers så lovende for vendelboerne med solidt forsvarsspil og effektivt om end ikke prangende angrebsspil, mens hjemmeholdet mest brillerede med fumlende afleveringer og dårlige skud på halve chancer. Det image fik Horsens-trænerne Thomas Hylle og Anders Thomsen dog rettet op på med en hamrende effektiv timeout. Før de vigtige dessiner havde Fox bragt sig i spids med 8-4, men seks mål på stribe efter timeout'en vendte kampen helt og aldeles på hovedet. - De har nogle individualister, som vi ikke har. Samtidig begynder vi at lave for mange fejl. Det har vi ikke råd til, konstaterede Fox-træner Heine Eriksen. Pludselig havde hjemmeholdet minimeret fejlene, mens et stramt greb om gæsterne skabte nordjysk usikkerhed. 12-11 ved pausen til Horsens var kun en stakket frist for de vaklende ræve. Efter pausen sad nordjyderne uhjælpeligt fast i rævesaksen efter seks indledende Horsens-scoringer på stribe. Efter pokalafklapsningen kan vendelboerne koncentrere sig om Håndboldligaen, hvor de bedømt ud fra sæsonens første styrkeprøve med et ligahold får det meget svært. - Vi må jo konstatere, at vi vores angrebsspil ganske enkelt er ikke-eksisterende i de sidste tre kvarter af kampen, sagde en synligt skuffet Heine Eriksen. - Men det her er nok ganske godt udtryk for, hvad vi stadig mangler i forhold til et hold som Horsens. Vi er stadig ikke oppe i gear. Kampfakta: Stillinger undervejs: 0-1, 2-1, 2-3, 3-7, 4-8, 10-8, 11-9, 18-11, 21-13, 25-14. Mål for Horsens: Åsa Eriksson 5, Heidi Søndergaard 5, Jane Wangsøe 4, Sara Holmgren 4, Tine Ladefoged 4, Mette Sjøberg 3, Pernille Hansen 3 (1) og Christina Kristensen 2. Mål for Fox: Ingrid Hrckova 5, Mette Nielsen 4 (3), Hanna Larsson 2, Heidi Johansen 2, Gitte Aaen 2, Anja Kristensen 1 og Line Kiærskou 1. Udvisninger: Horsens 2 x 2 minutter, Fox 2 x 2 minutter. Tilskuere: 275 i Torsted-Hallen.