Fox kom tættere på nedrykning

Med det smalle nederlag kom Fox Team Nord et skridt tættere på nedrykningen til 1. division, og de nordjyske ræve er nu reelt tvunget til at slå Aalborg DH på hjemmebane på lørdag for stadig at have en lille chance for at overleve i den bedste håndboldrække.

Mod FCK Håndbold lykkedes det at holde de normalt så målfarlige københavnere nede på et acceptabelt antal scoringer, men da Fox kun havde en storspillende Anja Kristensen som angrebstrussel, var det en håbløs opgave. En anden af de sædvanligvis godt skydende bagspillere, Ingrid Hrckova, måtte nemlig igen stå over på grund af en knæskade, og samtidig fandt anfører Mette Nielsen aldrig de fornødne kræfter til både at binde forsvaret sammen og sørge for de nødvendige scoringer. - Endnu en gang måtte vi konstatere, at en alt for smal trup med kun otte spillere ikke kan magte kampene i ligaen. Samtlige spillere gjorde det såmænd helt kanon, men der var simpelthen ikke kræfter nok, sagde Fox-træner Heine Eriksen, der er helt på det rene med, at hans mandskab behøver en sejr i lokalslaget lørdag mod Aalborg DH. - Det bliver vind eller forsvind, så forhåbentlig får vi den fornødne opbakning i Frederikshavn Idrætshal. Fox Team Nord fulgte med til 6-6 mod FCK Håndbold, men da nordjydernes afslutninger blev dårlige, kunne hjemmeholdet løbe kontra og sikrede sig på den facon en solid pauseføring. Samme mønster fortsatte efter pausen, indtil Fox-træneren beordrede offensivt forsvar. Det stressede FCK'erne så meget, at rævene kunne hale ind mod kampens slutning, uden at holdet formåede at komme helt op i haserne på københavnerne. Kampfakta: Pausestilling: 14-8 Stillinger undervejs: 4-4, 6-6, 9-6, 14-8, 17-12, 22-13, 23-15, 26-22 Mål for FCK Håndbold Matilda Boson 5, Elly an de Boer 5 (1), Melanie Smith 3, Eszter Siti 3, Lene Tobiasen 3, Christina Kroghshede 2, CamillaThomsen 1, Mette Vestergaard 1, Gitte W. Nielsen 1, Helle Wehl1, Sofie Steffensen 1. Mål for Fox Team Nord: Anja Kristensen 11 (1), Heidi Johansen 4, TeresaUtkovic 4, Line Kiærskou 3, Gitte Aaen 2. Udvisninger: FCK Håndbold 1, Fox Team Nord 0. Tilskuere: 448.